01/12-01
-
Pressemeddelelse
Udviklingen lader sig ikke bremse
Den autoelektroniske udvikling kører på højtryk hos Bosch autoudstyr.
Det går rivende stærkt indenfor autoelektronik, siger medarbejderne hos Bosch Autoudstyr. Stigende krav til sikkerhed og komfort presser bilfabrikanterne og underleverandørerne til at udvikle nye systemer. Og det er ikke kun elektronisk motorstyring, der er under konstant udvikling, men også omkring bremser og undervogn er der i de senere år udviklet flere nye systemer.
Bremserne styres elektronisk
Udviklingen inden for bremser går i retning af "brake-by-wire". Det er systemer, hvor bremsepedalkraften ikke direkte bevirker en bremsetrykopbygning, men i første omgang oversættes til et elektrisk signal. Sammen med andre data beregnes elektronisk den nødvendige bremsekraft på de enkelte hjul. Den omsættes så til direkte bremsekraft enten ved en centralt placeret hydraulik- eller pneumatikenhed som ved EHB, det Elektro Hydrauliske Bremsesystem, eller ved hjælp af elektriske servomotorer på hjulene som ved EMB - Elektro Mekaniske Bremser. Ved EMB producerer elektromotorer, integreret direkte i hjulbremserne, bremsekraften der, hvor der er brug for den.
Magnetfelt bremser hjulene
Fremtidens bremsesystem vil gå i retning af 100% elektrisk betjente bremser, hvor den mekaniske bremsefunktion erstattes af magnetiske strømkredse. Et rotor/stator princip hvor feltstrømmen vendes, således at det opståede magnetfelt bremser hjulene. Under kørslen kan disse systemer samtidig fungere som generatorer og oplade batterierne.
Relevant information
http://www.bosch.dk
Firma
Robert Bosch A/S
Telegrafvej 1
2750 Ballerup,
Danmark
+45 44 89 82 11
http://www.bosch.dk