Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/09-08   -   Pressemeddelelse

Lithium-ion-batterier, Fremtiden for hybrid- og elbiler

Bosch viderefører nu en langsigtet strategi for elektrificering af motoren.

- Lithium-ion-batteriet vil blive udviklet til fremover at kunne levere energi til effektive hybrid- og elmotorer i bilen
- Bosch udbygger porteføljen med sit joint venture "SB LiMotive Co. Ltd" for udvikling og produktion af lithium-ion-batterier
- Bosch forventer en verdensmarkedsandel af hybrid- og elbiler i 2015 på mere end 3 %

Med udvikling og senere produktion af lithium-ion-batterier til biler udbygger Bosch sit produktsortiment til hybrid- og elmotorer. Bosch's joint venture med den koreanske partner Samsung SDI, SB LiMotive Co. Ltd., starter på dette samarbejde fra 1. september 2008. "Vi er dermed den første og eneste leverandør til bilindustrien, der udvikler lithium-ion-batterier til bilens komplekse krav som led i et joint venture", forklarer Wolf-Henning Scheider fra ledelsen af Gasoline Systems. Bosch og Samsung vil starte produktion af batterisystemer i 2011.

"Ud over Bosch's kompetencer inden for autoteknik og Samsung SDI's knowhow inden for lithium-ion-teknik investerer begge virksomheder i de kommende fem år mellem 300 og 400 millioner amerikanske dollar", fortsætter Scheider. Lithium-ion-batterier er nøgleteknikken for elektrificeringen af bilmotorer. Bosch har i mere end 30 år arbejdet på teknikken i forbindelse med eldrift af biler. Virksomheden kan derfor trække på en omfattende knowhow inden for batteri-, elmotor- og bremsemanagement samt motor- og gearstyring.

Desuden har virksomheden allerede opbygget en bred portefølje af komponenter inkl. kraftige elmotorer, den nødvendige elektronik og jævnstrømsomformere. Bosch fokuserer først og fremmest på konceptet med parallel hybrid, hvis komponenter kan tilpasses de forskellige krav fra bilproducenter og deres modeller. Bosch har allerede fået de første ordrer på både benzin- og dieselhybrider.

Ud over koncepter for mild og strong hybrider tilbyder Bosch også enklere metoder for innovative start-stop-teknikker og genvinding af bremseenergi via generatoren, da disse koncepter også er et vigtigt bidrag for reduktion af CO2-udslippet. Projektafdelingen "Hybrid" samler inden for Bosch koncernen ca. 370 eksperter fra en lang række divisioner, hvis formål det er at udvikle og markedsføre hybrid- og elmotorer. Dertil kommer 40 medarbejdere, der beskæftiger sig med videreudvikling og markedsføring af lithium-ion-batterier.

Kombinationen af forbrændingsmotor og elmotor i hybrid eller plug-in hybrid betragter ingeniørerne fra Bosch som en overgangsteknik. Denne løsnings tekniske kompleksitet er omfattende, og det samme er den ekstra vægt, der opstår. Et koncept med et mere langsigtet perspektiv er det såkaldte "range extender", da den har en forbrændingsmotor, der udelukkende anvendes til at oplade batteriet og ikke den egentlige motor, hvilket betyder, at der er mindre "dobbelt" teknik i bilen. Desuden giver dette koncept mulighed for ren elektrisk kørsel over mellemlange distancer. Og takket være den energi, der leveres af forbrændingsmotoren, er dens rækkevidde større.

Det langsigtede mål er ren elektrisk kørsel, fordi der derved ikke opstår emission fra bilen. Sådanne elbilers fremtidsmuligheder stiger i takt med, at det lykkes ingeniørerne at forbedre batteriteknikken, hvad angår energi- og ydelsestæthed, og i takt med, at bilisterne bliver mere og mere villige til at acceptere strækninger på mellem 100 og 200 km til næste genopladning.

I kombination med elmotorer udsender benzinhybrider 25 % mindre CO2 end traditionelle benzinmotor og dieselhybrider 20 % mindre end deres traditionelle modstykker. "Af de 91 millioner nye personbiler og lette erhvervskøretøjer på verdensplan i 2015 forventer vi, at mere end 3 % vil være hybrid- og elbiler", siger Scheider. Men dette tal kan variere kraftigt afhængig af fremtidige lovkrav og fremskridt inden for batteriteknik.

Disse tal illustrerer tydeligt, at forbrændingsmotoren fortsat vil være den dominerende motor i de kommende 20 år. "Men fremover vil folks individuelle mobilitetsbehov bestemme motorformen", betoner Scheider. I storbyerne kan de eldrevne bilers potentiale f.eks. udnyttes fuldt ud. For mellemlange distancer er koncepter med "range extender" velegnede. På den anden side betyder konstante forbedringer af diesel- og benzinmotorer med høj ydelse kombineret med et gunstigt forbrug, at det i lang tid vil blive ved med at være den teknik, der vælges til længere afstande.

###

Bosch koncernen er en førende international virksomhed med fokus på teknik og serviceydelser. Med auto- og industriteknik samt forbrugsgoder og bygningsteknik havde koncernen i regnskabsåret 2007 ca. 271.000 ansatte og en omsætning på 46,3 milliarder euro. Bosch koncernen omfatter Robert Bosch GmbH og mere end 300 datter- og regionalselskaber i ca. 50 lande. Dette globale netværk af udvikling, produktion og salg er forudsætningen for yderligere vækst. Bosch bruger mere end tre milliarder euro om året på forskning og udvikling og anmelder over 3.000 patenter på verdensplan. Virksomheden blev grundlagt i Stuttgart i 1886 af Robert Bosch (1861-1942) som "Værksted for finmekanik og elektroteknik".

Robert Bosch GmbH´s virksomhedsstruktur sikrer Bosch koncernen økonomisk uafhængighed. Den giver virksomheden mulighed for at foretage langsigtet planlægning og betydelige investeringer for at sikre fremtiden. 92 % af kapitalandelene i Robert Bosch GmbH ejes af den almennyttige fond Robert Bosch Stiftung GmbH. Stemmeretten udøves i overvejende grad af Robert Bosch Industrietreuhand KG, der varetager virksomhedens ejerfunktion. De øvrige andele ejes af familien Bosch og Robert Bosch GmbH.

Relevant information

http://www.bosch.dk


Pressekontakt


Firma

Robert Bosch A/S
Telegrafvej 1
2750 Ballerup, Danmark

  +45 44 89 82 11

http://www.bosch.dk

Modtag nyheder fra Robert Bosch A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire