Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/01-10   -   Pressemeddelelse

ADAC tildeler prisen "Den Gule Engel" for nyt ABS-system til motorcykler

- Det mindste og letteste ABS-system til motorcykler - Verdens første bremsereguleringssystem udviklet specielt til motorcykler - Økonomisk overkommelig teknik til alle motorcykelklasser

ADAC, FDMs tyske søsterorganisation, har tildelt Bosch prisen "Den Gule Engel 2010" for virksomhedens nye ABS-system til motorcykler. Førstepladsen i kategorien "Innovation og miljø" er en anerkendelse fra juryen for det store potentiale for øget trafiksikkerhed, som det nyudviklede produkt fra Bosch har. "Den nye omkostningsoptimerede konstruktion gør for første gang systemet økonomisk overkommeligt for alle motorcykelklasser. Vi støtter dermed en hurtig udbredelse af denne livreddende teknik, " udtalte Dr. Werner Struth fra ledelsen af Bosch Chassis Systems Control. Med dette års pris er det tredje gang Bosch får den eftertragtede innovationspris, der har været tildelt hvert år siden 2005.

Bosch har fremstillet bremsereguleringssystemer til motorcykler siden 1994. Mens alle ABS-systemer på markedet hidtil har været baseret på personbilsteknik, har ingeniørerne fra Bosch's udviklingscenter i Japan nu for første gang udviklet en ny ABS-generation specielt til motorcykler. Det nye "ABS 9" er med en vægt på 0,7 kg nede på halv størrelse i forhold til sin forgænger. Det gør det til markedets mest kompakte system. Det er desuden konstrueret økonomisk overkommeligt, hvilket er en vigtig forudsætning, hvis det skal anvendes bredt i alle motorcykler med hydrauliske bremsesystemer. ABS til motorcykler er en del af en ny modulær generation fra Bosch, hvoraf den første variant gik i serieproduktion i november 2009.

Mens antallet af ulykker med dødelig udgang for personbiler i Tyskland er faldet mere end 80 % siden 1970, har antallet af trafikdræbte motorcyklister været uændret i mange år. I 2008 lå tallet på 822. Risikoen for at omkomme ved en ulykke med en motorcykel er 20 gange større, end hvis man kører bil ved den samme tilbagelagte distance.

Undersøgelser beviser sikkerhedspotentialet
Eksperter betragter ABS-systemet som en stor sikkerhedsgevinst. En undersøgelse offentliggjort af det tyske vejvæsen BASt i 2008 konkluderer, at der ville være 12 % færre trafikdræbte motorcyklister, hvis alle motorcykler havde ABS. En undersøgelse offentliggjort i oktober 2009 af det svenske Vägverket har vist en endnu større effektivitet: 38 % af alle motorcykelulykker med personskade og 48 % af alle alvorlige ulykker og ulykker med dødelig udgang kunne forhindres med ABS.

Med det aktive sikkerhedssystem kan motorcyklister bremse sikkert i kritiske situationer uden at være bange for, at hjulene blokerer, og derved undgå et ellers uundgåeligt styrt. Bremseafstanden reduceres væsentligt. Hidtil er kun hver 10. nye motorcykel i Europa udstyret med dette system, og på verdensplan er det kun hver 100. Til sammenligning ligger tallet for personbiler på verdensplan på 80 %.

Bosch-koncernen er en førende international virksomhed med fokus på teknik og serviceydelser. Med auto- og industriteknik samt forbrugsgoder og bygningsteknik havde koncernen i regnskabsåret 2008 ca. 282.000 ansatte og en omsætning på 45 milliarder euro. Bosch-koncernen omfatter Robert Bosch GmbH og mere end 300 datter- og regionalselskaber i over 60 lande. Inkl. distributionspartnere er Bosch repræsenteret i ca. 150 lande. Dette globale netværk af udvikling, produktion og salg er forudsætningen for yderligere vækst. Bosch bruger mere end tre milliarder euro om året på forskning og udvikling og anmelder over 3.000 patenter på verdensplan. Med alle sine produkter og serviceydelser øger Bosch livskvaliteten med innovative og nyttige løsninger.
Virksomheden blev grundlagt i Stuttgart i 1886 af Robert Bosch (1861-1942) som "Værksted for finmekanik og elektroteknik". Robert Bosch GmbH's virksomhedsstruktur sikrer Bosch koncernen økonomisk uafhængighed. Den giver virksomheden mulighed for at foretage langsigtet planlægning og betydelige investeringer for at sikre fremtiden. 92 % af kapitalandelene i Robert Bosch GmbH ejes af den almennyttige fond Robert Bosch Stiftung GmbH. Stemmeretten udøves i overvejende grad af Robert Bosch Industrietreuhand KG, der varetager virksomhedens ejerfunktion. De øvrige andele ejes af familien Bosch og Robert Bosch GmbH.

Relevant information

http://www.bosch.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Robert Bosch A/S
Telegrafvej 1
2750 Ballerup, Danmark

  +45 44 89 82 11

http://www.bosch.dk

Modtag nyheder fra Robert Bosch A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire