18/09-14
-
Pressemeddelelse
ROCKWOOL investerer i fremtidens produktionsteknologi
De timelønnede industriansatte er en vigtig brik i den investering i ny produktionsteknologi på 450 millioner kroner, som ROCKWOOL koncernen netop nu foretager i sin nordjyske fabrik i Øster Doense. Derfor satser virksomheden på målrettet uddannelse og kurser til samtlige produktionsansatte, så de er klædt på til fremtidens produktionsteknologi. I dag holder ROCKWOOL koncernen rejsegilde på fabrikken med deltagelse af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Hvis konkurrenceevnen skal opretholdes på det danske marked, kræver det dygtige folk på alle niveauer af virksomheden. Det er holdningen hos den danske isoleringsvirksomhed ROCKWOOL Scandinavia, der derfor har sat gang i et stort efteruddannelsesprogram af de industriansatte på sin nordjyske fabrik i Øster Doense, så de er klar til fremtidens produktionsteknologi. Det sker som led i den betydelige investering på 450 millioner kroner, som ROCKWOOL koncernen i disse år bruger til opgradering af fabrikken. I dag er der rejsegilde for fabrikkens ansatte, lokale politikere og entreprenører med deltagelse af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
"Vi investerer målrettet i en opgradering af fabrikken til fremtidens produktionsteknologi, fordi vi dermed kan sikre konkurrencedygtige isoleringsprodukter af høj kvalitet til det danske marked. Men en sådan investering er intet værd uden dygtige medarbejdere i produktionen til at håndtere det nye udstyr. Desuden spiller et tæt samarbejde mellem vores danske produktion og innovationsafdeling en vigtig rolle i den løbende udvikling af nye produkter og processer. For at fastholde vores konkurrenceevne her i landet har vi derfor behov for dygtige og kompetente folk over hele linjen, og det gælder ikke mindst i produktionen," fortæller Thomas Kähler, der er administrerende direktør i Rockwool Scandinavia.
Minister støtter investering i danske arbejdspladser
Netop bevarelse af danske industriarbejdsplader er et tiltag, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen støtter op om. Hun deltager derfor i dagens rejsegilde med en tale for fabrikkens ansatte, lokale politikere og entreprenører efterfulgt af en rundvisning i produktionen.
"Vi sætter stor pris på, at ministeren har valgt at deltage i dag og dermed understrege vigtigheden af at bevare danske industriarbejdspladser. Dygtige medarbejdere på alle niveauer har stor betydning - ikke kun for vores virksomhed, men for hele Danmarks konkurrenceevne," lyder det fra Thomas Kähler.
ROCKWOOL koncernen har etableret sit eget interne kursusprogram, ROCKWOOL Skolen, som tilbyder målrettede kursusforløb for de timelønnede industriansatte. Som en del af uddannelsesforløbet frem mod opstarten af den moderniserede fabrik tilbydes medarbejderne blandt andet op til tre måneders udstationering til andre ROCKWOOL fabrikker, for eksempel i Storbritannien og Holland, hvor den nye produktionsteknologi allerede er implementeret.
ROCKWOOL koncernen har to fabrikker i Danmark, i Øster Doense og i Vamdrup, foruden hovedkontoret i Hedehusene. Moderniseringen af fabrikken i Øster Doense forventes færdig i forsommeren 2015.
###
Om ROCKWOOL koncernen
ROCKWOOL koncernen er verdens førende leverandør af stenuldsbaserede innovative produkter og systemer. Koncernen er blandt verdens førende inden for isoleringsindustrien med produkter og løsninger til alle større anvendelsesområder for både beboelsesejendomme og erhvervsbyggeri. Sammen med andre byggerelaterede produkter som f.eks. akustiklofter og facadebeklædning sikrer koncernen energieffektive og brandsikre bygninger med god akustik og et behageligt indeklima. Vi skaber også grønne løsninger til gartneriindustrien, specialfibre til industrielt brug, effektiv isolering til procesindustrien og marine- og offshore-segmentet samt støj- og vibrationsisolering til den moderne infrastruktur.
ROCKWOOL koncernen beskæftiger over 10.000 medarbejdere i mere end 30 lande og har sit hovedsæde i Hedehusene lidt uden for København. Koncernen omsatte i 2013 for omkring 2.000 millioner Euro. Virksomheden er børsnoteret på NASDAQ OMX Den Nordiske Børs, København.
Pressekontakt
Nina Faurby
Pressekontakt
+45 22 65 53 63