08/06-08
-
Pressemeddelelse
Danmarks dejligste dyrskue
80.621 gæster kan ikke tage fejl. Formanden for Roskilde Dyrskue gårdejer Povl Fritzner var en glad mand, da han søndag aften lukkede og slukkede årets skue.
- Efter tre dejlige dyrskuedage med solskin, glade gæster og tilfredse udstillere kan jeg kun være en glad mand, siger Povl Fritzner.
Roskilde Dyrskue er Danmarks største dyrskue med 80.621 gæster, og formanden er ikke bleg for at udråbe Roskilde skuet til Danmarks dejligste skue.
- Vi vil også fremover lægge vægt på, at Roskilde Dyrskue på den ene side skal være et udstillingsvindue med formidling, information og dialog om landbrugets forhold og produktion og på den anden side et arrangement på højt fagligt niveau, siger Povl Fritzner og fortsætter.
- Vi bestræber os derfor på, at kombinere elementer af oplevelse og formidling i alle vores aktiviteter. Det skal være underholdende at lære om landbrugsproduktion. Det var fx en stor fornøjelse at se, at vores nyeste tiltag "Griseriet" - en oplevelseshal om grise - blev flittig brugt af både børn og voksne.
Foto:
Povl Fritzner og Fødevareminister Eva Kjer Hansen, Roskilde Dyrskue 2008 (Fotograf: Per Gudmann)
(kan bestilles i høj opløsning ved at sende mail til henrik@leschly.dk)
Relevant information
http://www.roskildedyrskue.dk