04/06-09
-
Pressemeddelelse
Bedste stald til farende søer er fundet
Fredag d. 5. juni kl. 11.00 overrækker gårdejer og næstformand i Dansk Svineproduktion Erik Larsen Roskilde Dyrskues designpris. Priserne på henholdsvis 20.000 kr. og 12.000 kr. går til de to bedste forslag til at forbedre staldforholdene til farende søer.
Roskilde Dyrskue udskrev tidligere på året en designkonkurrence i anledning af 40 års jubilæet og inviterede blandt andre studerende fra designskolerne, Danmarks Tekniske Universitet og arkitektskolerne til at deltage i designkonkurrencen.
- I dag går mange søer frit, mens de er drægtige og fikseres så under selve faringen samt dagene derefter, forklarer dyrskueleder Thor Nielsen og fortsætter.
- Det ideelle ville være, at søerne også går frit under faringen, men det betyder desværre, at der er en højere dødelighed for pattegrisene, at det daglige arbejde i stalden øges og at det kræver mere plads og dermed større investeringer i staldene.
10 personer har taget i mod den vanskelige udfordring, og de præsenterer i alt 6 modeller af deres spændende og anderledes tilgange til opbygningen af en faresti under Roskilde Dyrskue. Deltagerne i designkonkurrencen stammer fra Århus arkitektskole, Kolding Designskole, Danmarks Tekniske Universitet, Danmarks Designskole og Kunstakademiets Arkitektskole.
Modellerne kan ses i udstillingshallen "Griseriet" under dyrskuet, og det er også her, at præmieoverrækkelsen til de to bedste forslag finder sted fredag d. 5. juni kl. 11.00.
Roskilde Dyrskue afvikles i dagene 5.- 7. juni. Se dagsprogrammet på www.roskildedyrskue.dk
Relevant information
http://www.roskildedyrskue.dk