Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/11-10   -   Pressemeddelelse

H.O. Lange-Prisen for stor H.C. Ørsted-biografi

H.O. Lange-Prisen, som gives for fremragende forskningsformidling, tildeles i år historikeren, lektor, dr.phil. Dan Charly Christensen, Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet for Naturens Tankelæser. En biografi om Hans Christian Ørsted, der er udkommet på Museum Tusculanums Forlag.

Det var én af Ørsteds grundtanker, at helhedsbetragtninger ville åbne tilhørernes øjne for natur-videnskaben. Forfatter og historiker Dan Charly Christensen gør Ørsteds filosofi til sin egen og skriver derved en biografi, som ved sin helhedsbetragtning åbner læsernes øjne for alle sider af den store danske videnskabsmand. Det vellykkede tobindsværk, der udkom i 2009, blev meget positivt modtaget af anmelderne.

I priskomiteens motivering fremhæves det, at Naturens Tankelæser i sin form " ... er en klassisk bredt anlagt biografi, hvor Ørsted følges fra vugge til grav, men den formidler langt mere end personens personlige og videnskabelige udvikling. Det er i sig selv en hel videnskabshistorie for Danmark og til dels Europa i første halvdel af 1800-tallet, der bredes ud for læseren på en måde, så der ikke skal særlige naturvidenskabelige forudsætninger til for at være med. Det er en formidlingsmæssig bedrift."

Dan Charly Christensen skrev på Københavns Universitet guldmedaljeafhandling i 1969 om forfatningsdiskussionen i Danmark 1830-49. Siden deltog han i etableringen af RUC, hvor han som institutbestyrer tog initiativ til en internationalisering af den humanistiske basisuddannelse og historiestudiet. Dan Charly Christensen blev dr.phil. på disputatsen Teknik og Kultur i Danmark-Norge 1750-(1814)-1850 (Gyldendal 1996). Han har desuden skrevet adskillige artikler om teknik-, videnskabs- og idéhistorie i danske og udenlandske bøger og tidsskrifter samt bogen Skudt Ned (Frihedsmuseet 2000) om syv RAF piloters skæbne under Besættelsen. Sidste år udkom så Naturens Tankelæser - En Biografi om H.C. Ørsted, som er under udgivelse på engelsk.

Pressen skrev: "Et uomgængeligt bidrag til vores nationale selvforståelse", Weekendavisen, "Med Naturens Tankelæser har Dan Charly Christensen kastet et blændende nyt lys over Ørsted", Kristeligt Dagblad, "Mesterværk om Ørsted", Seks stjerner, Nordjyske Medier.

H.O. Lange-Prisen overrækkes på BogForums Hvide Scene (1. Sal) fredag den 12. november 2010 kl. 14.00

H.O. Lange-Prisen er på 50.000 kr. og uddeles hvert år. Prisen blev indstiftet i 2001 af Det Kongelige Bibliotek og G.E.C. Gads Fond.

Relevant information

http://www.ruc.dk


Pressekontakt


Firma

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Himmelev
4000 Roskilde, Danmark

  46742033

http://www.ruc.dk

Modtag nyheder fra Roskilde Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire