Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/01-11   -   Pressemeddelelse

Jesper Ryberg får Videnskabsministeriets EliteForsk-pris

Professor Jesper Ryberg fra Roskilde Universitet er en af hovedpris-modtagerne, når videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og Kronprins Frederik overrækker årets EliteForsk-priser på Glyptoteket i København

Jesper Ryberg er 42 år og forsker i etik og retsfilosofi ved Roskilde Universitet. Han modtager Videnskabsministeriets store EliteForsk-pris, der gives til yngre forskere (under 45 år) af international topklasse. Prisen er på 1,2 mio. kr., hvoraf 200.000 kr. er en personlig hæderspris og 1.000.000 kr. skal anvendes til forskningsaktiviteter.

Prisen uddeles af videnskabsministeren sammen med Det Frie Forskningsråd samt Forsknings- og Innovationsstyrelsen, og er en del af EliteForsk-initiativet, der har til formål at støtte og udvikle forskningstalenter.

I Videnskabsministeriets begrundelse for tildelingen af prisen til Jesper Ryberg lyder det bl.a.:

"Jesper Ryberg er (...) en fremragende formidler, der formår at fremstille ofte komplekse problemstillinger, så de vinder gehør i brede kredse inden for kriminalpolitik og menneskerettigheder, og han mestrer i usædvanlig grad forskellige formidlingsformer, således at han også fungerer som inspirator uden for universitetsmiljøet."

Prismodtageren, hvis forskningsområder på engelsk betegnes 'criminal justice ethics', siger selv om hæderen:

"Jeg er meget glad og beæret over, at man har fundet min forskning værdig til at modtage denne prestigefyldte pris."

"Rådighedsbeløbet planlægger jeg at anvende til at afholde konferencer og seminarer, og dermed pleje det internationale netværk, der er alfa og omega for mit forskningsområde. Prisen kommer dermed til at betyde ganske meget for mig", lyder det fra Jesper Ryberg.
Om Jesper Rybergs forskning

Jesper Ryberg har forsket i mange forskellige dele af den moderne etik. I de senere år har hans forskningsmæssige fokus hovedsageligt været rettet mod det hastigt voksende forskningsområde 'criminal justice ethics'. Forskningsfeltet indbefatter etiske spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med retssystemers virke, mere præcist politiarbejde, domstoles virke og straffesystemers indretning. Således har han blandt andet forsket i grundlæggende rationaler bag straffelovgivning og straffepraksis, herunder emner som for eksempel proportionalitetsprincippet for straffedistribution, straf af recidivister, straf af masseforbrydelser, tortur, rettighedstab og straf og menneskerettigheder.

"Spørgsmålet om, hvordan man bør handle - hvilket er etikkens kardinalspørgsmål - melder sig til stadighed og med stor kraft for mennesker. Særligt påtrængende er spørgsmålet, når der skal træffes beslutninger om handlinger, der har alvorlige konsekvenser for andre. Heri ligger en væsentlig bevæggrund for at beskæftige sig med 'criminal justice ethics'", siger Jesper Ryberg.

Rektor for RUC, Ib Poulsen, glæder sig over nyheden om, at RUC igen har fået udnævnt en ung professor som eliteforsker:

"Vi er rigtig glade her på RUC for at valget er faldet på Jesper Ryberg blandt mange endog meget dygtige forskere. Men det er også meget velfortjent, at Jesper Ryberg får prisen. Han er en dybt engageret, energisk og på alle måder meget aktiv topforsker. Og så er han tilmed en gudsbenådet formidler - en evne der også gør ham meget efterspurgt i medierne og til en vejleder, de studerende flokkes om", lyder det fra rektor Ib Poulsen.

Tina Ramskov vinder EliteForsk-rejsestipendium

Ved EliteForsk 2011 modtager også ph.d.-studerende Tina Ramskov, der forsker i Økotoksikologi på Roskilde Universitet, et EliteForsk-rejsestipendium på 300.000 kr., der gives til meget talentfulde unge ph.d.-studerende. Titlen på hendes forskningsprojekt er 'Nano-metaller - risiko for mennesker og miljø?'

Kort om projektet: Materialer i nanostørrelse anvendes i dag i en lang række hverdagsprodukter, såsom solcreme, tøj og maling. Til trods for det høje og stadigt stigende forbrug af sådanne produkter, er der på nuværende tidspunkt en meget begrænset viden om, hvordan nano-materialer opfører sig i miljøet og som konsekvens heraf, hvilken risiko sådanne materialer udgør for vores miljø og sundhed - det er denne risiko Tina Ramskov med sit forskningsprojekt skal undersøge.

Om priserne
EliteForsk-priserne bliver uddelt en gang om året for at belønne og synliggøre den indsats, som nogle af Danmarks dygtigste forskere yder. Fem forskere modtager videnskabsministeriets store EliteForsk-pris, mens 16 ph.d.-studerende modtager et EliteForsk-rejsestipendium. Flere informationer om EliteForsk-initiativet kan læses på www.eliteforsk.dk.

Jesper Ryberg, Tina Ramskov og de øvrige prismodtagere får overrakt prisen ved dette års ElieForsk-konference, der finder sted på Glyptoteket i København den 27. januar 2011. I selve prisoverrækkelsen deltager Kronprins Frederik og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

For yderligere information kontakt:

Professor Jesper Ryberg,
Institut for Kultur og Identitet,
Roskilde Universitet,
tlf. 4674-2445,
e-mail: ryberg(at)ruc.dk

Ph.d.-studerende Tina Ramskov,
Institut for Miljø,
Samfund og Rumlig Forandring,
Roskilde Universitet,
tlf. 4674-2171,
e-mail: tramskov(at)ruc.dk

Relevant information

http://www.eliteforsk.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Himmelev
4000 Roskilde, Danmark

  46742033

http://www.ruc.dk

Modtag nyheder fra Roskilde Universitet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire