03/03-11
-
Pressemeddelelse
RUC sætter ambitiøst mål som 'grønt universitet'
RUC springer ud som miljøvenligt universitet med et mål om at reducere energiforbruget med 20 %.
Projektet, der er et samarbejde mellem RUC og Universitets- og Bygningsstyrelsen, bliver markeret med kick-off event den 4. marts, hvor man kan bytte sin printer til planter, 'cykle en smoothie' og udveksle viden og idéer med nogle af landets mest engagerede miljøforskere.
- Universitetet er i fuld gang med de tekniske tiltag, men den daglige adfærd hos ansatte og studerende er mindst lige så vigtig. Målet for Grøn RUC er at reducere el-, varme- og vandforbruget med 20 % frem til 2015. Det kan vi kun med en kombination af teknik og ændret adfærd i det daglige, siger universitetsdirektør Peter Lauritzen.
Et ambitiøst mål, erkender han, men realiserbart, hvis alle gør en indsats. Det handler om de små ting, man måske godt ved, men ikke altid husker, påpeger han: at slukke lyset, ikke at lade vandet løbe unødigt osv.
I Universitets- og Bygningsstyrelsen, som ejer bygningerne på RUC, er man glade for det nye, grønne samarbejde.
- Vi ser meget positivt på de grønne initiativer, og især idéen om at involvere ansatte og studerende må meget gerne sprede sig til andre universiteter, siger vicedirektør i styrelsen, Connie Barfod.
Studenterbåret initiativ
Grøn RUC begyndte egentlig som et studenterbåret initiativ, men har nu slået rod på ledelsesgangene, og rundt omkring på campus, og er blevet en væsentlig del af den nye strategi for RUC. Tue Damsø er en af de studerende, der har været med til at starte projektet.
- Den grønne gerning på RUC er, i modsætning til mange andre steder, startet nedefra, og det er da fedt, at man som studerende kan se, at ens idéer rent faktisk kan gøre en stor forskel, siger Tue Damsø, der studerer Teknologisk-samfundsvidenskabelig Planlægning (TekSam) på RUC.
Ny vindmølle og grønne ambassadører
Som en del af Grøn RUC har universitetet investeret i en vindmølle, som vil blive indviet til kick-off eventen den 4. marts. Møllen producerer energi, der svarer til elforbruget for kantinens fem nyindkøbte, energirigtige industrikøleskabe. Men vindmøllen er først og fremmest tænkt som et symbol, der fremover skal tjene som en venlig, daglig påmindelse om, at alle bærer et ansvar for miljøet. Ud over møllen skal en række frivillige, grønne ambassadører, som er medarbejdere på RUC, sikre, at den grønne idé forplanter sig til alle små og store afkroge af RUC's aktiviteter.
Program
Til eventen den 4. marts vil der være taler ved bl.a. lokal miljøforkæmper Jytte Abildstrøm, ligesom man vil kunne nyde en gratis klimavenlig øl til de søde toner af grøn live-musik ved Treefight for Sunlight (kendt fra bl.a. P3's Uundgåelige) og The Green Lives. Se det fulde program her.
For yderligere oplysninger kontakt:
Peter Lauritzen, universitetsdirektør, RUC, e-mail: pl(at)ruc.dk, tlf.: 4080 3690
Connie Barfod, vicedriektør, Universitets- og Bygningsstyrelsen, e-mail: cob(at)ubst.dk, tlf.: 3395 1222
Pressetilmelding: Camilla Buchardt, RUC, camilbu(at)ruc.dk, tlf.: 2238 8282
Relevant information
http://www.ruc.dk
Firma
Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Himmelev
4000 Roskilde,
Danmark
46742033
http://www.ruc.dk