10/05-11
-
Pressemeddelelse
RUC bygger selvforsynende by til folkeskoleelever
I uge 19 vil folkeskolen indtage RUC, idet klima- og energiforskere fra Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring (ENSPAC) har inviteret hele 500 folkeskoleelever til RUC for at lære om energi og klima.
ENSPAC har til lejligheden i samarbejde med Det Mobile Science Center bygget en selvforsynende by på RUC's arealer, hvor en del af undervisningen vil foregå. Byen indeholder huse, køretøjer, vindmøller, solfangere mv. - alt sammen i miniformat. Her vil eleverne blandt andet lære om solenergi, biomasse, isolering og vedvarende energikilder.
Undervisningen foregår således i RUC´s bygninger og tilstødende arealer, hvor de unge vil møde forskere og universitetsstuderende.
Klimaarrangementet er rettet mod 5. og 6. klasser, og målet er at indføre eleverne i klima- og energiproblemstillinger og lære de unge om dagligdagens energiforbrug og vedvarende energiteknologier, samt at fordre kreative idéer til udvikling af nye teknologier og forbrugsmønstre.
Lektor Thomas Budde Christensen glæder sig til arrangementet: "Det bliver rigtigt sjovt. Børn har en fundamentalt anderledes tilgang til at løse problemer end voksne, og mødet mellem deres kreativitet og vores faglighed finder jeg enormt innovativ."
Programmet er en del af et større EU-finansieret initiativ, hvori RUC er gået sammen med 8 andre europæiske universiteter for at udbrede viden om energi og klima til 10- til 13-årige folkeskoleelever.
Relevant information
http://www.schools-at-university.eu/roskilde/
Firma
Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Himmelev
4000 Roskilde,
Danmark
46742033
http://www.ruc.dk