Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/11-10   -   Pressemeddelelse

Juleaktivteter i Sagnlandet Lejre for børnehaver og skoler

Frem til den 16. december er der åbent for børneinstitutioner og skoler hos husmandskonen, Sørine, i Sagnlandet Lejres Krikkebjerghuse.

Julen nærmer sig, og husmandskonen Sørine har meget travlt. Derfor har hun brug for hjælpende hænder. De sidder på børnehavebørn og skolebørn, som har lyst til en lærerig juleoplevelse og til at høre historien om jul på landet i år 1860.

- Vi har fire forskellige juleforløb, som skoler og børnehaver kan komme på frem til den 16. december, fortæller Sørine, der til daglig hedder Lotte Rask og er formidlingsansvarlig i landbomiljøet, Krikkebjerghuse.

I det ene forløb er børnene med til at koge grød, kærne smør, hugge brænde, feje og fodre geder, og de får mulighed for at karte og spinde huske-tråde, der tvindes til armbånd, som de får med hjem. Børnene kommer også til at hjælpe Sørines nabo, der har gang i snitteværkstedet. Her kan børnene snitte en smørekniv.

I et andet forløb fyrer Sørine op i den gamle bageovn. Hendes nabo har været ved mølleren, og så skal der bages sigtekager og pebernødder til julen. Børnene er med til at sanke og klargøre brænde, fyre i ovnen, ælte og forme sigtekagerne, trille pebernødder og kærne smør til det nybagte brød. Hvert barn bager sit eget lille julebrød, som det får med hjem.

Børnene kan også være med, når Sørine støber tællelys af fårefedt til julen. Fedtet har hun fået fra de slagtede får og smeltet over ilden. Hun skal både støbe julelys, hverdagslys og nogle små pråse, og børnene støber deres egne lys, som de får med hjem.

Efter hvert forløb samles Sørine med børnene omkring langbordet i den lune bondestue, hvor de spiser grød eller nybagt brød og hører en julehistorie. Og har man lyst til alene at høre jule- og nissehistorier, så klarer Sørine også det.

Forløbene tilpasses børnenes alder og klassetrin, hvad enten det er børnehavebørn eller skolebørn i 0 - 10 klasse. Hvert forløb varer fra 2 - 3,5 timer. Tidspunkterne kan eventuelt flyttes i forhold til bus og togtider. Se mere på www.sagnlandet.dk eller ring til Sørine 46 48 08 78.
Før og efter besøget hos Sørine er der mulighed for på egen hånd at gå en tur i Sagnlandet og se det iklædt sin vinterdragt.

Billedtekst: Et besøg i Krikkebjerghuse omfatter også et besøg hos Sørines nisse, der bor på loftet over stalden. Foto Sagnlandet Lejre.

Relevant information

http://www.sagnlandet.dk/


Billeder


Pressekontakt


Firma

Sagnlandet Lejre
Slangealléen 2
4320 Lejre, Danmark

  46 42 49 41
  21 24 04 87

http://www.sagnlandet.dk/

Modtag nyheder fra Sagnlandet Lejre på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater