31/01-11
-
Pressemeddelelse
Fra isterning til kornmark
Naturformidler Pil Bang Fagerberg fortæller Lejres skabelsesberetning på en guidet tur
i Sagnlandet 6. februar.
Det hele begyndte med en kæmpestor og møgbeskidt isterning. Uden den ville Lejre-egnens landskab slet ikke være så bølget og bakket.
Hvordan det hænger sammen, det fortæller Sagnlandet Lejres naturformidler Pil Bang Fagerberg om, når hun 6. februar klokken 13 - 15 viser rundt i Sagnlandets landskab.
- Vi skruer tiden 13.000 år tilbage til dengang, da landskabet netop var befriet for istidens gigantiske gletsjere, og på turen vandrer vi rundt på det, der dengang var nøgne grusbanker, siger Sagnlandets naturformidler Pil Bang Fagerberg.
Fra toppen af Sagnlandets bakker er der frit udsyn til isens efterladenskaber, og naturformidleren vil vise, hvordan smeltevandet sidenhen har flyttet rundt på ler, grus og sten og skabt Lejres enestående dødislandskab med mange vådområder og store bakker.
Men isen er ikke det eneste, som har formet landskabet. Også mennesket har sat sig sine små og store aftryk. Landbrug og dyrehold har forvandlet den vilde natur til et velfriseret kulturlandskab med kornmarker, bøgeskove og golfbaner.
Turen slutter af i et lunt lokale med lidt varmt til halsen i et af Sagnlandets huse.
Der er mødested på parkeringspladsen foran Sagnlandet Lejre 6. februar kl. 13. Turen varer til klokken 15, og det koster 40 kroner at deltage.
Naturformidler Pil Bang Fagerberg: Tlf. 61 67 60 20
Kommunikationsansvarlig Henrik Schilling: Tlf. 46 42 49 41 / 21 24 04 87
Relevant information
http://www.sagnlandet.dk/