23/02-11
-
Pressemeddelelse
Fra krybende pil til bøgeskovens søjlehaller
Den 6. marts fortæller naturformidleren om skoven og træerne i Sagnlandet Lejre.
Kom med naturformidler Pil Bang Fagerberg på guidet tur 6. marts kl. 13 - 15 og hør om træerne i Sagnlandet Lejre.
En gang var næsten hele Danmark dækket af træer. Også i Lejre stod skoven tæt. Men hvad skete der med skoven og vegetationen, efterhånden som befolkningstallet steg. Hvordan påvirkede stenalderens samlerkultur og jernalderens behov for brændsel og beskedne dyrkning skovenes udbredelse? Hvorledes prægede vikingernes produktion af skibe og vor tids industrialisering landskabets anvendelse?
Det giver naturformidler Pil Bang Fagerberg svar på, når hun viser rundt i Sagnlandet Lejres landskab. Undervejs fortæller hun om træernes naturhistoriske udvikling fra isens afsmeltning, og hun beretter om træernes anvendelse og det samspil mellem menneske og natur, der har eksisteret i mange tusind år.
Afslutningsvis samles deltagerne om at se på nogle udvalgte eksempler på fortidige redskaber.
Pil Bang Fagerbergs guidede ture i Sagnlandet Lejre har hidtil været en meget stor succes. Sidst deltog knap 70 børn og voksne, hvilket bekræfter, at konceptet tænder folks interesse for naturen. Derfor har Sagnlandet Lejre planer om at arrangere flere fremtidige ture med naturformidleren.
Der er mødested på parkeringspladsen foran Sagnlandet Lejre 6. marts kl. 13. Turen varer til klokken 15, og det koster 40 kroner at deltage. Se mere på www.sagnlandet.dk
Billedtekst: Naturformidler Pil Bang Fagerberg fortæller 6. marts om skoven og træerne i Sagnlandet Lejre.
For yderligere oplysninger kontakt:
Naturformidler Pil Bang Fagerberg: Tlf. 61 67 60 20
Kommunikationsansvarlig Henrik Schilling: Tlf. 46 42 49 41 / 21 24 04 87
Relevant information
http://www.sagnlandet.dk/