Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/07-12   -   Pressemeddelelse

Nyhed! Leg med arkæologi i Sagnlandet

Har du nogensinde været med ved en arkæologisk udgravning? Har du fundet ringe fra en ringbrynje eller mønter fra Romerriget gemt i en skønsom blanding af sand og vand? Og har du mon prøvet at lede efter oldtidsfund med en metaldetektor? Du har nu chancen for at prøve det hele i Sagnlandet Lejres nye Arkæologiske Værksted.

Vand, sand og en si. De tre ting er på sin vis det eneste man behøver for at muntre sig i sommervejret, men i Sagnlandet får legen en ekstra dimension. Her er det nemlig kopier af faktiske arkæologiske fund man kan grave efter, og når man står med en lille skat i hånden, kan man se på en planche, hvad det mon er, man har gravet sig frem til. Er det en mennesketand fra en soldat begravet ved Trelleborg, potteskår fra 1800tallets Danmark, en sydeuropæisk glasperle eller en mønt fra Romerriget?

Gravgaver og skeletter
I to grave ligger to forskellige mennesker begravet, en kvinde og en mand. Sammen med knoglerne kan man finde forskellige gravgaver, men det gælder om at være forsigtig og omhyggelig når man leder efter dem. Sammen med Sagnlandets udgravningsleder kan man opleve arkæologien helt tæt på, når det pludselig ikke kun er sand og jord man sidder med mellem hænderne, men også knogler og kostbare skatte.

På jagt efter gamle sager
Med en metaldetektor kan man finde de særeste ting på sin vej. Man kan selvfølgelig også bare bruge den til at finde noget man har tabt. I Sagnlandet er det dog de forhistoriske metalstumper, der søges efter. Ikke med lys og lygte, men med metaldetektor naturligvis. Både oldsager og nyere ting kan findes, og det giver anledning til mange sjove samtaler om, hvornår noget er rigtig gammelt? Hvad med stumpen af en jerngryde som din oldefar efterlod på marken da han var dreng fx?

Hvor kan man købe mennesketænder?
I Sagnlandet har de første gæster allerede vist stor begejstring for de nye aktiviteter. Der bliver pjasket med vand og gravet på bedste arkæologimaner. Hele projektet har været længe undervejs og projektleder Maria From synes mest af alt, at det har været en god proces: "Det har været skægt hele vejen igennem. Jeg har jo skulle skaffe alt lige fra kopier af mennesketænder til kopier af historiske mønter. Hvor køber man lige det henne?" griner hun. At de mange måneders forberedelse nu udmønter sig i positive kommentarer fra de besøgende og masser af glade børn, er ifølge Maria det bedste af det hele. Sagnlandet har længe ønsket sig et Arkæologisk Værksted, og endelig er det blevet muligt fordi Arbejdsmarkedets Feriefond og Friluftsrådet har ydet den nødvendige økonomiske støtte, hvilket alle Sagnlandets fremtidige gæster nu får glæde af.

Tid og Sted: Sagnlandet Lejre, Vandsold: alle åbningsdage, Arkæologiske grave og detektorfelt: Fredag, lørdag og søndag.

Billedtekst: Arkæologisk Værksted er allerede populært blandt Sagnlandets gæster // Undersøg skattene du har fundet og find ud af hvor de stammer fra

For yderligere oplysninger kontakt:
Mie A. Nielsen, Kommunikationsmedarbejder i Sagnlandet Lejre, mie@sagnlandet.dk eller 4642 4941
Maria From, Projektleder i Sagnlandet Lejre, projekt@sagnlandet.dk eller 4642 4959

Relevant information

http://www.sagnlandet.dk/


Billeder


Pressekontakt


Firma

Sagnlandet Lejre
Slangealléen 2
4320 Lejre, Danmark

  46 42 49 41
  21 24 04 87

http://www.sagnlandet.dk/

Modtag nyheder fra Sagnlandet Lejre på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater