11/05-10
-
Pressemeddelelse
Samsung storsatser på computerskærme med LED-teknologi
Samsung lancerer nu computerskærme med LED-teknologi til både privat- og erhvervsmarkedet.
- Vi oplever for tiden et paradigmeskifte. Snart vil størstedelen af alle computerskærme være baseret på LED-teknologi, siger Casper Sanderhage, salgschef for Samsung Danmarks IT-division.
I løbet af 2010 lancerer Samsung flere nye modeller af computerskærme baseret på LED-teknologien. Blandt modellerne finder vi Samsung SyncMaster PX2370 til privatmarkedet og Samsung SyncMaster BX2240 til erhvervs-segmentet.
PX2370 - til hjemmet. Samsungs slankeste computerskærm blev første gang vist på CES-messen og er nu på vej til de danske forbrugere. Blot 16,5 millimeter dyb og stående på en gennemsigtig fod opleves PX2370 næsten svævende. Et indtryk der forstærkes af rammens gennemsigtige kanter. Det er tydeligt, at design er i fokus for denne model, men bag det flotte ydre finder vi samtidig en af Samsungs bedste teknologiske løsninger for computerskærme til privatmarkedet. Billedkvaliteten og farvegengivelsen er i top, og med en hurtig responstid er PX2370 en fremragende computerskærm til både spil og film.
Fakta: PX2370 har en 23" stor LED-skærm med en opløsning på 1920 x 1080 pixels, lysstyrke på 250 candela samt 16,7 millioner farver. Responstiden er to mikrosekunder og betragtningsvinklen 170/160. Den har lavt energiforbrug med mindre end 0,3 watt i dvale-tilstand. I butikkerne til maj. Den forventede pris bliver 2.700 kroner.
BX2240 - på jobbet. Via LED-teknologien er BX2240 Samsungs mest energivenlige computerskærm nogensinde. Kun godt 17 watt i forbrug. Det er næsten halvt så lavt et energiforbrug som for tilsvarende computerskærme til kontorbrug. Så jo flere virksomheder der vælger BX2240, desto større gevinst for både miljøet og virksomhedernes pengekasse. Derudover består rammen delvist af genanvendelig plast, og baggrundsbelysningen er uden kviksølv. Så vælger man BX2240 til sin virksomhed, gør man virkelig en forskel.
Fakta: BX2240 har en 21,5" stor LED-skærm med en opløsning på 1920 x 1080 pixels, lysstyrke på 250 candela samt 16,7 millioner farver. Responstiden er fem mikrosekunder, og betragtningsvinklen 170/160. TCO 5.0- og EnergyStar-certificeret, 17,1 watt energiforbrug ved aktiv brug og helt ned til 0,2 watt ved dvale-tilstand. Foden kan hæves og sænkes med 100 millimeter, og skærmen kan drejes om sin akse, så den står på højkant. Kan også vægmonteres. I butikkerne til maj. Den forventede pris bliver 1.800 kroner.
Paradigmeskifte
Samsung er verdens største producent af computerskærme og lancerede allerede for tre år siden den første computerskærm baseret på LED-teknologi. Dengang blev det hvide lys skabt gennem RGB-metoden, hvor tre lysdioder tilsammen dannede et hvidt punkt. Teknologien er nu udviklet sådan, at det hvide lys skabes gennem én lys-diode. Fordelen er slankere skærme med længere levetid og lavere energiforbrug.
- LED-teknologien er nu moden til bred anvendelse og vil indenfor kort tid komme til at dominere markedet. Som markedsledere går Samsung foran og præsenterer i dag en række nyheder. Men vi stopper ikke her - vi ser samtidig på hele vores produktportefølje og bytter gammel teknologi ud med ny, hvor det er muligt, fortæller Casper Sanderhage.
Relevant information
http://www.samsung.com/dk/