05/11-10
-
Pressemeddelelse
Samsung Galaxy S opgraderes til Android 2.2
Samsungs succesfulde smartphone Galaxy S kan nu opgraderes til Android 2.2. Danmark bliver et af de første lande i verden, der får opgraderingen til Galaxy S.
Der er lavet mere end 250 forbedringer, bl.a. understøttelse af Flash, så man kan se tv-programmer direkte i mobilens web browser.
Som et af de første lande i verden kan danske kunder nu opgradere deres Galaxy S mobil til Android 2.2. Den nye software er gratis og kan downloades på Samsungs hjemmeside: http://www.samsung.com/dk/mobile_services/upp.html.
Opgraderingen indbefatter multimedie-softwaren Flash 10.1, så du med Galaxy S nu kan surfe på alle hjemmesider uden at opleve problemer med indholdet. Fx video-tjenesterne fra de forskellige tv- og medievirksomheder, hvor du nu direkte fra Galaxy S's web browser kan se streamet tv.
- Der er sikkert mange pendlere, der længe har ventet på at kunne se tv på deres mobiltelefoner. Der findes andre tv-løsninger for mobiltelefoner, men ingen kan endnu konkurrere med Flash, når det kommer til billedkvaliteten, siger Søren Isbak, salgschef for Samsung Danmarks Telecom-division.
Opgraderingen dækker mere end 250 forbedringer. For eksempel starter applikationerne hurtigere.
Du kan også gemme applikationer på et hukommelseskort i stedet for, at de tager plads på telefonens interne hukommelse. Andre forbedringer er, at tasterne er blevet tydeligere, og medieafspilleren har fået et nyt udseende.
- En anden længe ventet forbedring er en bedre Active Sync til e-mails, fx kan du nu flytte e-mails mellem forskellige mapper direkte i mobilen. Galaxy S understøtter nu også de fleste sikkerhedspolitikker for e-mails, noget som mange virksomheder har efterspurgt, fortæller Søren Isbak.
Når du downloader Android 2.2 til Galaxy S, får du også en række andre forbedringer. Et eksempel er en ny task manager, der enkelt giver overblik over, hvilke applikationer og funktioner der er åbne og bruger meget energi. Desuden er GPS-funktionen forbedret, og der følger en dansk version af det smarte skriveprogram Swype med.
Til at starte med vil det være Galaxy S telefoner, der ikke er operatør-låste, der kan opgraderes. Opgraderingen til operatør-låste Galaxy S kommer i løbet af den næste måneds tid. Nye Galaxy S, der sælges i butikkerne, vil alle have Android 2.2.
Pressekontakt:
Erik Johannesson, nordisk PR-chef, +46 8 555 057 87, +46 70 99 55 650
Emilie Holmbo Jensen, PR-kontakt, +45 25 18 70 90
For produktudlån, kontakt venligst: samsung (AT) relationspeople.dk
Presserum med fotos: http://www.samsung.com/dk/news/main.do
SAMSUNG Electronics Co Ltd., Korea, er en af verdens førende producenter af TV, memory chips, mobiltelefoner og tft-lcd-paneler med 188.000 ansatte i 65 lande inden for otte uafhængige forretningsområder. Omsætningen lød i 2009 på 116,8 milliarder US dollars. SAMSUNG Electronics Nordic AB omsatte i 2009 for 7,3 milliarder kr. Siden 1992 er den nordiske organisation vokset kraftigt, har i dag 320 ansatte og sælger den nyeste teknologi inden for mobiltelefoner, lyd og billede, IT-produkter og hårde hvidevarer.
Relevant information
http://www.samsung.com/dk/