08/11-11
-
Pressemeddelelse
SAS Institute hyrer kloge hoveder med raketfart
Mens andre skærer ned, opruster SAS Institute med nye medarbejdere. Selskabet overgår nu sin egen forventning til 2011 og runder 12.370 medarbejdere på verdensplan. Det er især væksten i "big data", der driver den massive medarbejdertilgang, som også styrker organisationen i Norden.
Forventningen til 2011 lød på 6 pct. Allerede nu er organisationen vokset med 7,2 pct., og SAS Institute har rundet 12.370 medarbejdere på verdensplan. De mange nyansættelser er især relateret til "big data" og de analytiske kompetencer, som er påkrævet for at hente forretningsmæssig værdi ud af de hastigt voksende datamængder. Nyansættelserne i SAS Institute sker især inden for forskning & udvikling og salg, ligesom eksperter med specifikt branchekendskab er i høj kurs.
-Virksomhederne ser et voldsomt potentiale i at udnytte den viden om bl.a. kunder og risiko, der ligger gemt i de enorme datamængder, de har til rådighed. Det er data i deres egne interne systemer og ikke mindst eksterne data på nettet og i de sociale medier, som kan analyseres og give adgang til en guldgrube af viden. Interessen for "big data" smitter af på efterspørgslen efter SAS Institutes analytiske software, hvilket igen kan aflæses i vores behov for flere medarbejdere, siger Jens Olivarius, nordisk direktør for marketing og kommunikation i SAS Institute. Han ser den samme tendens i alle nordiske lande.
-Flere nordiske virksomheder har allerede tilstrækkeligt med data til at falde i "big data"-kategorien, men også mange virksomheder uden for denne kategori har de analytiske discipliner og værktøjer øverst på agendaen. Der er en voksende interesse for at bruge business analytics til at optimere forretningen og holde bundlinjefokus. For at imødekomme dette har vi for nyligt samlet vores selskaber i Norden i en fælles nordisk organisation med knap 600 medarbejdere, siger Jens Olivarius.
Kamp om de dygtige kandidater
Trods den økonomiske krise forventes kampen om de kloge hoveder med analytiske kompetencer at intensiveres kraftigt i de kommende år. Ifølge en rapport fra McKinsey Global Institute vil efterspørgslen overgå udbuddet af analytiske kandidater med 140.000 - 190.000 alene i USA, også selv om produktionen af denne type kandidater fordobles frem mod 2018.
SAS Institute står med gode kort på hånden i rekrutteringskampen. Virksomheden er netop blevet kåret som den næstbedste arbejdsplads i verden af Great Place to Work, som hvert år offentliggør en analyse af de største arbejdspladser i samarbejde med Fortune Magazine. Desuden er virksomheden med helt fremme i f.eks. både Sverige og Norge, hvor SAS er blevet kåret som bedste arbejdsplads adskillige år i træk.
-SAS Institute har fra begyndelsen af for 35 år siden haft et stærkt medarbejderfokus drevet af ledelsen med grundlægger og CEO Jim Goodnight i spidsen. Vi arbejder målrettet med at skabe et moderne arbejdsliv, som bygger på tillid til og respekt for medarbejderne. Det er helt afgørende for, at vi kan tiltrække og fastholde de dygtigste folk, som i sidste ende er afgørende for vores konkurrenceevne, siger Jens Olivarius.
Relevant information
http://www.sas.com/offices/europe/denmark/pre
Firma
SAS Institute
Købmagergade 7-9
1150 København K,
Danmark
70 28 27 65
70 28 27 65
http://www.sas.com/dk