06/05-11
-
Pressemeddelelse
Europæisk gadeaktion i Sønderborg
Den 8. april udnævnte Europabevægelsen Sønderborg til Årets Europaby. Det skete ved åbningsreceptionen for den grænseoverskridende FolkBaltica - festival på Alsion. Mandag den 9. maj sætter Europabevægelsen fokus på Sønderborgs evne og vilje til at satse internationalt. Der sker ved gadeaktioner Flensborg, Gråsten og Sønderborg.
Mellem kl. 13 0g 14 uddeler repræsentanter for Europabevægelsen æbler og materiale om Europa på gågaden i Sønderborg. Borgmester Aase Nyegaard deltager i gadeaktionen i Sønderborg.
- Jeg er meget stolt over, at Europabevægelsen har udnævnt Sønderborg til Årets Europaby. Stoltheden bliver ikke mindre af, at det er første gang prisen uddeles. Europabevægelsen har siddet og kigget sig omkring i det danske bylandskab for at finde den by, der mest markant har fokus på det europæiske samarbejde. Og i fuld enighed peger bevægelsen så på Sønderborg, siger Aase Nyegaard.
Sønderborg Kommunes seriøse og målrettede arbejde for sammen med Sønderjylland-Schleswig at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017 har vakt opsigt langt ud over kommunens grænser. Det samme har Sønderborgområdets ambitiøse målsætning om at blive verdens første CO2-neutrale område senest i 2029. Det sker indenfor rammerne af det offentligt-private partnerskab ProjectZero, der både har ført til en fornem EU-pris for bedste bæredygtige energiløsning og en samarbejdsaftale om erfaringsudveksling med byen Baoding i Kina.
- Vi har ingen berøringsangst overfor hverken Europa eller den store verden i øvrigt. Vi tror på os selv, og når vi gør det, så får andre også øje på det. Det vil jeg gerne snakke med borgerne om på gågaden i Sønderborg på mandag, siger Aase Nyegaard.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/