12/05-11
-
Pressemeddelelse
60 år
Kommunikationschef i Sønderborg Kommune, Kristian Pallesen, Sletmarken 38, Broager, fylder 60 år den 23. maj 2011.
Kristian Pallesen er opvokset i Billund. Han kan på den runde dag notere sig for over 40 år med og i mediebranchen. Han blev elev på Vejle Amts Folkeblad i 1969. Et job på Vestkysten i Sønderborg bragte ham i 1973 til Sønderjylland, hvor han har boet siden. Jobmæssigt er det blevet til en enkelt, kort afstikker som chefkonsulent i kommunikation og ledelse hos Dafolo til Frederikshavn. Efter tre år på Vestkysten i første omgang blev det senere til endnu en periode på Vestkysten, denne gang i Aabenraa, to omgange hos Sparekassen Sønderjylland/Sydbank og også to omgange i Sønderjyllands Amt, hvor han var, da han i 2004 blev kommunikationschef i Sønderborg Kommune. Ansættelsen her skete med henblik på at stå for kommunikationen i forbindelse med den strukturreform, som fra 2007 forenede syv gamle kommuner i én stor.
Kristian Pallesen varetager sit arbejde med stort engagement og i et gear, hvor andre nemt kan blive forpustet, men sikrer samtidig, at alle holdes fast på at nå de mål, der er aftalt.
Kristian Pallesen har gennem årene været et aktivt foreningsmenneske, ikke mindst i årene, da familien boede i Nybøl. Han er fortsat med i flere bestyrelser, nemlig i Sydproduktion - et selskab i TV Syd-familien, i Sygeforsikringen danmarks bestyrelse, samt i bestyrelserne for Ejerforeningen Alsion og Sønderborg Lokal-TV.
Kristian Pallesen er gift med Sanne, som gennem mange år har været lærer på Dybbøl-Skolen, og sammen har parret to voksne sønner, som bor og arbejder i henholdsvis København og Tanzania.
Der er på dagen reception kl. 15.30-17.30 i gæstekantinen på Sønderborg Rådhus (annekset).
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/