Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
19/05-11   -   Pressemeddelelse

Vemmingbund bliver frøernes Mekka

Folk, der bor omkring Dybbøl, Vemmingbund, Dynt og nærliggende steder, kan i stigende grad lytte til frøernes kvækken i forårsnætterne. Takket være et EU-støttet projekt blev der i årene 2005-2007 ud mod Flensborg Fjord genskabt og anlagt et stort antal små vandhuller, som skulle skabe mere variation i naturen. At frøerne har taget hullerne til sig, kan man høre fra mange huse og landejendomme i området.

- Resultaterne begynder at vise sig, og det er vi fra kommunens side meget glade for. Vi møder gang på gang en stor naturinteresse hos kommunens borgere, og mange synes det er spændende med disse lyde i natten. Det var os, der sammen med Naturstyrelsen, Friluftsrådet samt naturreservatet Gelting Birk på sydsiden af fjorden gennemførte projektet, der var støttet af EU-programmet "Interreg III A", siger afdelingsleder Ebbe Enøe fra Sønderborg Kommune.

Rent faktisk blev der etableret vandhuller helt fra Sydals og Kegnæs til Nybøl Nor og Broagerland. Men det er netop omkring Vemmingbund og Broagerland, at de fleste af de sjældne arter findes. Der findes mindst fem slags frøer i området, og tre af dem kvækker højt i natten.

- Når frøer og andre smådyr skal indvandre til nye levesteder, tager det tid. Først skal der indfinde sig noget vegetation, så de nye vandhuller ikke er helt nøgne, og så skal dyr fra nærliggende områder finde frem til dem. Frøer og tudser er først kønsmodne i to- til fireårs alderen, så det tager nogle år, inden nye bestande opformeres. Men det er imponerende, hvordan f.eks. den kun fire cm lange løvfrø, som bl.a. kan høres ved Dybbøl, kan vandre op til to-tre km ud i landskabet. På den måde indtager løvfrøen nye landskaber med egnede levesteder stykke for stykke, siger naturvejleder Jesper Tofft, Bovrup.

Netop løvfrøen og den lige så sjældne strandtudse er de arter, som først har taget imod de nye vandhuller. Begge arter er i øvrigt omfattet af EU's habitatdirektiv, hvilket betyder, at de har krav på særlig beskyttelse. Løvfrøen findes mest omkring Dybbøl Banke, men det ventes, at den i løbet af nogle år vil sprede sig ud på Broagerland - samt til de nye vandhuller der er lavet ved den nye motorvej omkring Bøffelkobbel, Nybøl og Stenderup. Strandtudsen er talrig på engene ved Dynt Strandmose, men har takket være de nye vandhuller spredt sig mere ud i landskabet. Begge disse arter kan med den rigtige vindretning høres op til to-tre km væk.

Den tredje art, der kvækker om natten, er den grønne frø, som indtil nu især høres ved de gamle teglværksgrave ved Nybøl Nor og Egernsund, men den ventes også at sprede sig mere ud i landskabet. Det går dog langsommere, da dens levesteder helst skal have en rig vegetation, før den finder dem attraktive. Ud over de nævnte arter findes på egnen endvidere de mere almindelige arter som skrubtudse og butsnudet frø.

Fredag d. 27. maj arrangerer kommunen en naturvandring ved Dynt, hvor der fortælles mere om frøernes liv, og der lyttes efter frøer og andre af nattens lyde. Mødested er p-pladsen ved Gammelmark Camping kl. 21.30. Turen kræver, at man er rimelig godt til bens. Husk gummistøvler og gerne en lommelygte.

Nærmere oplysninger: Jesper Tofft, tlf. 24 45 64 65

FAKTA 1

Naturprojekt Ydre Flensborg Fjord. Støttet af EU-programmet Interreg IIIA. I årene 2005-2007 blev der etableret over 100 nye små vådområder på begge sider af fjorden. Endvidere blev der opstillet informationshuse og -standere langs fjorden, typisk i tilknytning til Gendarmstien, samt lavet nye vandreruter på Kegnæs og Sydals.


Relevant information

http://www.sonderborgkommune.dk/


Pressekontakt


Firma

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg, Danmark

  88 72 50 18

http://www.sonderborgkommune.dk/

Modtag nyheder fra Sønderborg Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater