27/05-11
-
Pressemeddelelse
Kom til åbning af Ramblaen - et festfyrværkeri i blåt
Blåmuslingen, som findes på hele strækningen fra Sønderbro til Sønderskoven i Sønderborg, fordi mågerne tager dem og bruger landjorden til at knuse dem imod, har været inspirationen til Rambla Sønderborgs logo. Blå er derfor et gennemgående tema, når der inviteres til forbløffende, festlig og fantasifuld åbning torsdag den 9. juni.
Sløret skal ikke løftes for alle aftnens detaljer. Men givet er det, at der venter et festfyrværkeri - både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.
Det hele begynder kl. 19 på det grønne område for enden af Friheds Allé - ved Hjort Lorenzens Vej. Her vanker der musik, åbningstale og en overraskende invasion i blåt. Blå balloner indgår i "invasionen", og blå balloner bliver der i det hele taget rigtig mange af. En af dem indeholder et vinderlod til en blå cykel - så det er værd at sige ja tak, hvis du bliver tilbudt en blå ballon.
Sønderborg Garden er klar - i lidt anderledes "uniform" i dagens anledning - og det samme kan siges om Sønderborg Pipes and Drums. Lidt festligt sammenspil mellem de to kan publikum også glæde sig til. Efter åbningen ved Friheds Allé er det meningen, at alle, der har lyst, går med ad Ramblaen langs vandet ned mod lystbådehavnen og videre mod slottet og Sønderbro.
Undervejs venter et væld af overraskelser - mange af dem blåt. Foreninger giver opvisninger, og der er lagt op til, at publikum også kan være med, hvis nogen skulle blive smittet af al energien. Ved Strandvej indvies en ny skulptur, og masser af unge i blåt vil ved "Fluepapiret" være i gang med at bygge skulpturer, som måske, måske ikke, søsættes.
Det festlige punktum for aftnen venter ved slottet kl. 20.30, hvor rockbandet The Blue Van spiller. Der er tale om en tre kvarters koncert som en slags smagsprøve på, at Nordals Musikfestival næste dag har koncert med selvsamme band.
RAMBLA SØNDERBORG
er strækningen langs vandet fra Sønderbro ved Sønderborg Slot og ud til Sønderskoven. Byrådet har besluttet, at denne strækning skal udvikles, så endnu flere får lyst til at bruge dem - til fredelige gåture og nydelse som nu, men også til at mødes med hinanden omkring aktiviteter af mange forskellige slags. Ni torsdage den kommende sommer åbnes for event-aftner, som kan være med til at inspirere til, hvad Ramblaen skal markeres med af blivende installationer.
Evt. yderligere oplysninger hos projektleder, sundhedskoordinator Brian Christensen, tlf. 8872 5549.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/