06/06-11
-
Pressemeddelelse
Ny kultur-tur får premiere på torsdag
26 skulpturer, mindesmærker og folkelige markeringer i Sønderborg By er samlet i en kultur-tur, tilrettelagt af A.P. Hansen. Der inviteres til premieretur på torsdag, den 9. juni.
I 1999 udgav Kunstfonden i Sønderborg Kommune en kunstguide - et smukt hæfte med en oversigt over de skulpturer, der fandtes i kommunen dengang. Der siden kommet et lille tillæg til bogen, men også det er med årene blev uaktuelt. Nu er en ny, handy folder på trapperne. Den ventes klar til torsdag den 9. juni, hvor Kunstfondens formand, A.P. Hansen, inviterer på en guidet tur på ruten. Den begynder kl. 16 ved ringriderstatuen på Sønderbro - og derefter går det ad små veje, pladser og gennem parker til i alt 26 skulpturer, mindesmærker og folkelige markeringen. Nogle er meget kendte - mens andre vil være ukendt af de fleste.
Som det lød, da A.P. Hansen den 25. maj havde inviteret på en lille testtur:
"Nej, står der sådan én her?" da flokken nåede et stykke op på Den Spanske Trappe til Vibeke Fonnesbergs portrætter af markante skikkelser fra den hedengangne Solo-Fabriks tid og til Rick Towles kantede bold af metal på trappens nordlige side. Turen tager omkring to timer og slutter ved Alspigen på Rådhustorvet. Der er tilmelding, således at der maksimalt kommer 50 med ad gangen.
- Er der flere, tager det længere tid, og de bagerste kan ikke høre, hvad man siger, som A.P. Hansen siger.
Hæftet, som deltagerne får med, rummer billeder og korte tekster om hvert af de 26 steder. Men A.P. Hansen er om nogen manden, der kan supplere undervejs med anekdoter og sjove oplevelser i forbindelse med, at kunstværker er fundet, bestilt, købt og opstillet.
Premiere-turen er kl. 16, men passer tidspunktet ikke, eller er holdet allerede fuldtegnet, så er chancen der igen samme aften kl. 20, hvor Erling Lundsgaard vil guide på endnu en tur. Den sene tur kan evt. kombineres med åbningen af Rambla Sønderborg, som begynder kl. 19 ved Idrætshøjskolen og slutter ved Sønderborg Slot og Sønderbro.
Tilmelding foretages til Sønderborg Erhvervs- og Turistcenters kontor i Sønderborg, tlf. 74 42 35 55 eller på mail info(AT)visitsonderborg.dk
Det ventes, at der senere tilbydes flere guidede kultur-ture.
Billederne viser to af de knap så kendte steder, kultur-turen går til - Rick Towles luftige skulptur ved Solobygningen og porten ved Ahlmann-Skolen, som eleverne selv har lavet. Foto: Kim Toft Jørgensen
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/