08/06-11
-
Pressemeddelelse
Ny skulptur afsløres i Sønderborg
I forbindelse med åbningen af Rambla Sønderborg torsdag den 9. juni afsløres strækningens eneste blivende installation, nemlig granitskulpturen "Secret Place II".
Afsløringen ventes at finde sted ca. kl. 19.40 og foretages af næstformand i social- og sundhedsudvalget, Frode Sørensen. Deltagerne i åbningseventen bevæger sig efter "startskuddet" i form af fyrværkeri fra plænen ved Hjort Lorenzens Vej ad Ramblaen ind mod byen. Undervejs kommer de forbi stedet ved Strandvej, i nærheden af Fluepapiret, hvor skulpturen står. Afsløringen er blot én af en perlerække af events og oplevelser undervejs.
Efter afsløringen fortsætter deltagerne i retning mod slottet, hvor der bl.a. venter afrikanske trommer, et møde med middelalderlige riddere fra Sankt Knuds Gilde, store blå flydende skulpturer, middelalder-dyst og linedance på Sønderbro.
FAKTA
om "Secret Place II" af billedhuggeren Jun-Ichi Inoue, 2004.
Jun-Ichi Inoue var født i Japan 1948 og døde på Bornholm 2009. Han er uddannet på kunstakademiet i Tokyo 1967-71, hvor han tidligt valgte stenhugning som sin favoritdisciplin. Herefter rejste han til Danmark, og begyndte i 1973 på Det Kongelige Danske Kunstakademis billedhuggerskole. Jun-Ichi Inoue debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1974.
Jun-Ichi Inoue vendte tilbage til Japan i årene 1981-84, hvor han studerede japansk havekunst. Herefter blev den japanske tradition mere markant i hans skulpturer. Jun-ichi Inoue kombinerede det vestlige udtryk med det japanske. Han lod sig inspirere af landskabet og tilføjede elementer af brønde, springvand, haver og templer.
Jun-Ichi Inoue arbejdede med kontraster. Han satte sirligt forarbejdede flader over for de rå og naturlige og blandede geometrisk strenge former med de mere organiske for at skabe balance mellem det naturlige og det menneskeskabte - sådan som det ses komme til udtryk i Sønderborg Kommunes nye vandskulptur "Secret Place II".
Jun-Ichi Inoue slog sig ned i Olsker på Bornholm i 1987, hvor han boede resten af sit liv. Her var råmaterialerne ikke langt væk, og den bornholmske natur med sten, klipper, vandløb, granit og sandsten har haft stor betydning for hans kunst.
Det er gallerijer Kim Nørballe, Skulpturpark og kulturcenter Augustiana i Augustenborg, der har formidlet kontakten, så kommunen har kunnet erhverve kunstværket.
Der er i Sønderborg Kommune en skulptur mere af Jun-Ichi Inoue, nemlig "Dragen", der står i Egen ved Guderup.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/