14/06-11
-
Pressemeddelelse
1500 elever griber scenen i Mølleparken
Fredag den 17. juni er der Børnekulturfestival i Mølleparken i Sønderborg. Under overskriften "Grib Scenen" indtager 1500 elever fra 4., 5. og 6. klasserne fra otte folkeskoler i Sønderborg Mølleparkens scene og optræder med alt fra rap, sang og dans til Body Stomp.
På festivalen optræder en gruppe elever fra hver skole med et indslag af fem minutters varighed. Der bliver gang i den på scenen, når 300 elever fra Dybbølskolen synger "Under bøgen" og 175 elever fra Sønderskovskolen optræder med stomp og battle rap. Eleverne fra Bakkensbro Skole kalder deres indslag for "sort/hvid". Børnene agerer sorte og hvide tangenter på et klaver. De sorte og hvide bliver uvenner, men finder hurtigt ud af, at musikken lyder bedst, når de sorte og hvide tangenter finder sammen. Festivalen varer fra kl. 9.30 til kl. 13.
- Det er ikke en konkurrence mellem skolerne. Formålet med festivalen er, at børnene skal blive bedre til at møde hinanden og skabe fællesskaber på tværs af kulturforskelle. Skolerne får lejlighed til at præsentere deres eget kulturudtryk og møde hinanden i et åbent fællesskab, hvor der er rum og plads til alle med lyst til at optræde, fortæller Birgitte Boelt fra Center for Undervisningsmidler.
Der bliver også plads til et par mere professionelle indslag i løbet af dagen. Kl. 10.30 optræder Hakuna Matata Band med afrikansk trommespil og kl. 12.05 fyrer Andyop op under scenen med karismatisk rap med tekster, der gør op med bling bling og fordummende gangsterrap.
Projektet er en del af den Sønderjyske kulturaftale, der har et mål om, at fremme den kulturelle intelligens blandt børn og unge. Den kulturelle intelligens handler om, at fremme børn og unges forståelse for hinanden og for andre kulturer. Børnekulturfestivalen er blevet til i et samarbejde mellem Sønderborg Musikråd, Sønderborg Kommune, Center for Undervisningsmidler og Havnbjerg Skole.
Yderligere oplysninger hos pædagogisk konsulent Finn Bruncke på tlf. 8872 5035 / 2790 5035.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/