06/07-11
-
Pressemeddelelse
Sønderborg møder en region, der har været kulturhovedstad
Med borgmester Aase Nyegaard i spidsen er en delegation fra Sønderborg i morgen, torsdag, i Berlin for at udbrede kendskabet til Sønderborgs kandidatur til at være Europæisk Kulturhovedstad i 2017 sammen med Region Sønderjylland-Schleswig.
Målet for besøget i hovedstaden er delstaten Saarlands Landesvertretung, som i morgen - ud over den danske delegation - har besøg af 2000 gæster i form af politikere, presse og repræsentanter for turisme, uddannelsesverdenen, kultur- og erhvervsliv.
Saarland er interessant, fordi delstaten er nabo til Luxembourg, som var Europæisk Kulturhovedstad i 2007 - sammen med fem naboregioner (bl.a. Saarland) i fire lande. Regionen har efterfølgende haft stor værdi af det samarbejde, der blev skabt i mange sammenhænge over grænserne i forbindelse med kulturhovedstadsåret, og som formelt er udmøntet i "Die fünf Grossen".
- Vi benytter lejligheden til at fortælle om vores kandidatur, og jeg er glad for, at vi kan gøre det med et stærkt hold, som ud over borgmester Aase Nyegaard tæller bl.a kulturudvalgsformand Stephan Kleinschmidt, leder af Museum Sønderjylland Orla Madsen, chef for Sønderjyllands Symfoniorkester Claus Skjold Larsen og udviklingsdirektør i Region Syddanmark Mikkel Hemmingsen, siger Else Christensen Redzepovic, leder af kulturhovedstadssekretariatet.
- For os handler det om at udbrede vores budskab, skabe kontakter og nyde godt af andres høstede erfaringer. Omvendt vil vi gerne invitere repræsentanter fra Saarland til Danmark den 8. september, hvor vi samler alle kommuner i regionen for at fortælle om vores kandidatur. Det er vigtigt for os at få fortalt, at ikke bare en by men en hel region nyder godt af at være kulturhovedstad, siger Else Christensen Redzepovic.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/