14/07-11
-
Pressemeddelelse
Masser af børn varmer op til Kulturnatten med streethandball
Allerede om eftermiddag kommer Sønderborgs havnefront til at summe af liv, når der den 19. august er Kulturnat i Sønderborg. Det sker, fordi Sønderborg Kommune igen i år - og igen i samarbejde med Jysk Håndbold Forbunds kreds 8 - inviterer til stævne i streethandball.
Stævnet foregår på arealet, hvor der er skøjtebane om vinteren, fra kl. 14 til 17.30. Her vil hold, der kan sammensættes på tværs af alder, køn og færdigheder møde hinanden i et spil, hvor det er alt andet end måltavlen, der er vigtig. Der spilles høj musik og speakes, de sociale samvær vægtes højt. Der er masser af lækre præmier på højkant, og det er ikke vindere og målscorere, der fokuseres på i dén forbindelse - mere de socialt indstillede spillere, som gør andre bedre, og de, der kan score underlige eller spektakulære mål, der honoreres med præmier. De bedste heppekor risikerer også at få præmie!!
Streethandball-stævnet blev også afviklet sidste år, med stor succes, og håbet er, at endnu flere hold vil være med i år. Man kan samle klassekammerater, naboer, venner, fætre og kusiner eller noget helt femte. Hovedsagen er, at man tilmelder sit hold senest den 17. august kl. 9.
Via skolernes sundhedskoordinatorer er skolerne informeret og kan nå at tilmelde hold efter sommerferien, men det kan også være håndboldklubber eller andre fællesskaber, man tilmelder fra.
Derefter laves en turnering, hvor det tilstræbes, at holdene møder jævnbyrdige spillere, så alle får noget ud af det.
Torsdag den 18. august kan turneringsplanen ses på Sønderborg Kommunes hjemmeside www.sonderborgkommune.dk
Det er også her, man kan finde tilmeldingsblanketten.
Se evt. historien om og reglerne for streethandball her: http://www.dinsport.dk/category/streethandball-22/?gclid=CPr9_K2w_qkCFQq_zAodvgeSyw
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/