18/08-11
-
Pressemeddelelse
Ethjulet cykling i verdensklasse
Lørdag den 27. august holder Alspigen fødselsdagsfest og har inviteret alle, der har lyst til gratis kaffe og rundstykker på Rådhustorvet i Sønderborg. Festen starter kl. 8 om morgenen, og det bliver festligt og fornøjeligt med fødselsdagstale fra borgmesteren og musik og fødselsdagssang med blæsere fra Danfoss Orkesteret og Sønderjysk Pigekor.
Der er også indlagt nogle overraskelser i programmet. Kl. 11 og 12 vil Alspigen og fødselsdagsgæsterne for eksempel kunne se to fantastisk dygtige cykelakrobater lave ting på en ethjulet unicykel, som hun garanteret ikke har set før.
Kristian og Galina har trænet på unicykling i henholdsvis 23 og 14 år, og er nogle af de mest erfarne unicyklister i Danmark. Begge er på landsholdet for unicykling, som de samtidig er trænere for.
"Danish Freestyle Team" som holdet hedder, vandt ved sidste VM i New Zealand Gruppe Freestyle.
Ud over Gruppe Freestyle har begge vundet flere konkurrencer ved VM. I deres opvisningsshow på Rådhustorvet viser Kristian og Galina nogle af de sværeste tricks, der kan laves på en unicykel.
Det bliver en stor oplevelse for Alspigen. Der er dog en lille risiko for, at hun bliver helt grøn i hovedet af benovelse over artisterierne.
Yderligere oplysninger hos børnekulturkoordinator Dennis Lykke på tlf. 8872 5466 / 2790 5466.
Fotos er til fri afbenyttelse.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/