19/08-11
-
Pressemeddelelse
Vinder af Årets Brobyggerpris 2011
Sønderborg Kommune og Integrationsrådet uddeler i aften kl. 19.30 - i forbindelse med Kulturnatten - Årets Brobyggerpris 2011. Prisoverrækkelsen finder sted på scenen på Rådhustorvet kl. 19.30.
Modtageren er i år Richardt Nielsen. Prisen består - ud over anerkendelsen - af et diplom, et glasfad udformet af den lokale glaskunstner Tove Hansen og et gavekort på 5.000 kr.
Richardt Nielsen blev offentligt kendt for sit engagement i Skabelsen 2.0, som blev opført i koncertsalen på Alsion tidligere i år. Richard var i den forbindelse sangtræner for tre rappere med anden etnisk baggrund end dansk, som skulle forberedes på at optræde med Sønderjyllands Symfoniorkester i en nyfortolkning af Haydns store værk "Skabelsen". Derudover er Richard involveret i flere initiativer, der har fokus på mangfoldighed.
I forbindelse med prisoverrækkelsen optræder rapperne fra Skabelsen 2.0.
Richardt bor Bytoften 11 i Asserballe og har tlf. 2679 8096. Se evt. hans hjemmeside www.rich-art.dk. Han ved, at han får prisen og kan således kontaktes forud for et evt. interview.
---
Indstillingen af Richardt Nielsen, sendt af Gerda Rosendahl, Sønderborg, lød således:
"Indstillingen skal ses i det enorme engagement, Richardt lægger i sit arbejde med børn og unge. Han når de unge gennem at spille musik sammen med dem, og han har en utrolig fin måde at omgås dem på - med stor indlevelsesevne, pædagogisk sans og uendelig tålmodighed.
Vi har alle set, hvad Richardt kan få frem i disse unge, da han i foråret 2011 var den, der arbejdede intenst med fire unge rappere, heraf tre med anden etnisk baggrund. De fire unge skulle være med i Haydns Skabelsen 2. Vi var nogle stykker der sammen var inde at se forestillingen, og hele salen sydede af begejstring til sidst.
Det var flot at opleve det fine samarbejde mellem dirigent, solister, musikere, en enkelt professionel rapper og det store kor. De unge rappere formåede at komme igennem med deres budskab - noget, de gennem lang tid havde skrevet og øvet sig på sammen med deres lærer, Richardt Nielsen.
De unge rapperes indslag gjorde indtryk. Sproget var tydeligt og i sær smukt fremført af den unge etiopier. Senere har vi hørt nogle af musikerne udtale, at denne aften, med Haydns Skabelsen, i selskab med de unge, vil de sent glemme.
Richardt arbejder utrætteligt videre med børn og unge i udsatte boligområder og har mange bolde i luften ved siden af sit arbejde på Havnbjerg Skole. Bl.a. i Sønderborg Multikulturelle Society SMS.
Det er utrolig dejligt, at der findes så inspirerende aktive ildsjæle som Richardt Nielsen."
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/