01/09-11
-
Pressemeddelelse
August måned har været som syndfloden selv
Sønderborg Kommunes Natur- og vandløbsafdeling må daglig tale med frustrerede borgere, der kan se deres marker, sommerhus eller sågar deres hjem blive truet med oversvømmelse som følge af de usædvanlige store regnmængder, vi får for tiden.
For landmanden drejer det sig om, at årets indkomst på kornmarken skal bjerges på nogle få uger, og han kan magtesløs se til mens det uhøstede korn står og rådner, eller han kommer måske i hus med en pladdervåd høst med alt for lav handelsværdi. Det kan godt udløse nogle ophidsede henvendelser om at "kommunen skal gøre noget her og nu" og i hvert enkelt tilfælde er vandløbsfolkene ude at se på forholdene. Hvis der kan gøres noget, så bliver det sat i værk, men oftest er det umuligt at aflede vandet hurtigt nok.
- På denne årstid vil en regnbyge normalt blive opsuget af jorden med det samme, men i år har vi oplevet næsten konstant regn med meget få pauser til udtørring, og jorden er mættet som en svamp, siger ingeniør i naturafdelingen, Hans Erik Jensen.
Nedbøren samler sig ovenpå jorden og vandløbene kan kun over længere tid "tømme" jorden for vand igen. Hvis det regner 50 mm regn på et døgn betyder det, at der på hver km2 falder 50.000 m3 vand - eller 25 mio tons i hele kommunen. Og for hver km2 skal der på et sekund afledes 600 l vand for at følge med regnen. Det kan de små vandløb ikke følge med til - især når jorden i forvejen er vandmættet. Et hurtigt regneeksempel viser, at et gennemsnitsvandløb skal have den tredobbelte bredde for at fjerne vandet i det tempo, vi normalt forventer. Det gælder vel at mærke også igennem byer og overkørsler ved veje og lignende.
Det samme gør sig gældende ved flere lavtliggende sommerhusområder. Jorden kan ikke suge mere, afløbssystemerne kan til dels klare de forrige dages regn, men den konstante nedbør samler sig ovenpå jorden og søger mod de lavest beliggende sommerhuse, hvor det i værste fald står op ad soklerne eller ind over gulvet.
- Det eneste, der virker, er tørvejr over længere tid, men der arbejdes løbende med vandafledningen, og vi forbereder os på, at det godt kan gå hen og blive fremtidens vejr, vi nu får en forsmag på. Vi er ved at undersøge kapaciteten på et vandløbssystem i Gråsten, hvor beredskabet midt i august måtte ud for at pumpe vandmasserne væk. Undersøgelsen skal afklare om der er overbelastning fra nye udstykninger og måske flaskehalse ved underføringer under jernbaner og veje, siger Hans Erik Jensen.
Yderligere oplysninger hos ingeniør Hans Erik Jensen, tlf. 8872 5494, mail heje(at)sonderborg.dk
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/