02/09-11
-
Pressemeddelelse
Sønderborg glæder sig over kommunalt højdespring
Dansk Industri har i dag offentliggjort sin nyeste undersøgelse af erhvervsklimaet i kommunerne - baseret på svar fra erhvervslivet. Sønderborg er avanceret i stort set alle kategorier og er hoppet 28 pladser frem blandt de 98 danske kommuner - og er nu nummer 24.
Sønderborg landede sidste år på en 52.-plads. Med et ryk frem til nummer 24 er Sønderborg landsdelens suveræne højdespringer. Det er især i kategorierne infrastruktur og transport, kommunale rammevilkår, kommunal sagsbehandling, skatter, afgifter og gebyrer samt kommunens image, at Sønderborg er rykket.
Borgmester Aase Nyegaard glæder sig meget over resultatet:
- Undersøgelsen fortæller jo ikke om årsagen til forbedringerne. Jeg kan bare konstatere, at vi gør noget rigtigt, og at erhvervslivet skønner på det. Og så vil jeg da tillade mig at gøre mig tanker om, hvad vi gør rigtigt - så vi kan fortsætte ad den vej og blive endnu bedre. Vores miav-kampagne sammen med erhvervslivet har givet lokal stolthed, forventninger til motorvejen og lavere priser med færgen giver pote, og så skønnes der på hurtig sagsbehandling. I forhold til dialog ligger vi uændret meget fint, og det glæder mig - jeg har i dén grad slået på, at erhvervslivet skal kontakte os i kommunen, hvis de har noget, vi kan hjælpe med - også gerne mig selv direkte på mobil. Det er helt, helt afgørende for Sønderborg, at vi servicerer erhvervslivet, tiltrækker og fastholder arbejdspladser, så undersøgelsen glæder mig meget.
Sønderborg er også rykket langt i den rigtige retning i forhold til arbejdskraft. Der er stadig meget at hente, men Aase Nyegaard er sikker på, at det bl.a. er Globus 6400-indsatsen for at hjælpe fyrede medarbejdere videre i uddannelse eller job, der giver positivt udsving dér.
Områder, hvor kommunen ligger fint i år og også gjorde det sidste år, er på den overordnede vurdering af erhvervsvenligheden og på kommunens velfærdsservice.
De øvrige sønderjyske kommuner ligger med Aabenraa som nummer 9, Tønder som nummer 51 og Haderslev som nummer 66.
Se evt. hele undersøgelsen på www.di.dk/le
Evt. yderligere info hos borgmester Aase Nyegaard, tlf. 2790 0218
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/