31/10-11
-
Pressemeddelelse
Danske Planteskoler indleder ny landsdækkende kampagne i Sønderborg
I løbet af november vil spændende "grønne pletter" dukke op ved Strandvej i Sønderborg. Projektet er startskud på Danske Planteskoler nye, landsdækkende kampagne og samtidig opbakning til Rambla Sønderborg.
Danske Planteskoler fik allerede i foråret øje på Rambla Sønderborg som et muligt startsted for kampagnen "Grønne pletter". Målet med kampagnen er at flytte fokus fra de senere års store interesse for de individuelle parcelhushaver til fællesskabet og grønne pletter rundt omkring i det offentlige rum.
Beboerne på Strandvej vil blive inviteret til en præsentation på arealet ved Strandvej sammen med den politiske styregruppe tirsdag den 8. november. På promenaden vil der blive opsat plancher, der fortæller om projektets udformning. Arbejdet med at anlægge de grønne pletter ventes igangsat midt i november.
"Målet med de grønne pletter er at vise, at man sagtens kan tænke grønt og kreativt med vores fælles rum i byerne" hedder det bl.a. i Danske Planteskolers vision for "Grønne Pletter", som er en "levende, langtidsholdbar og bredt favnende kampagne, som vi alle kan få glæde af".
De grønne pletter er designet, så de lever op til målene i den designguide, som er udarbejdet for Rambla Sønderborg og som beskriver og illustrerer visioner, potentialer og de æstetiske retningslinjer for strækningen. Designguiden er udarbejdet af Juul Frost Arkitekter i samarbejde med Sønderborg Kommune i foråret 2011.
Det er Schul Landskabsarkitekter, der for Danske Planteskoler har tegnet et projekt med stauder, buske og letløvede træer, planker i græsset og sten, som udgør et legende og labyrintisk forløb, hvor der også er tænkt på den fremtidige udvikling af området.
"Beplantningsmiljøerne er designet til at understrege den lokale karakter og falde ind i strandmiljøet. Der er også taget højde for vækstbetingelserne på stedet og et ønske om god årstidsvariation og lavt plejeniveau. Planternes størrelse sikrer frit udkig fra husene og god kontakt mellem vejen og strandpromenaden", hedder det bl.a. i projektforslaget fra Schul Landskabsarkitekter.
Schul Landskabsarkitekter har netop modtaget Dansk Landskabspris 2011 for genskabelsen af Billedhuggerhaven ved Charlottenborg som en grøn oase. Prisen uddeles af Kommunale Park- og Naturforvaltere, Danske Landskabsarkitekter og Praktiserende Landskabsarkitekters Råd.
FAKTA
Målet med Rambla Sønderborg er at skabe en levende og mangfoldig promenade, som kæder eksisterende og nye aktivitetstilbud sammen i en lettilgængeligt forløb. Strækningen skal tiltrække, udfordre og tilgodese borgere og turister og deres behov for oplevelser og et aktivt friluftsliv. Profilen skal være stærkt og levende med et rigt indhold af kunst, kultur og natur, samtidig med at den tilgodeser bevægelsesmæssige og læringsmæssige behov.
Evt. yderligere oplysninger hos
formand for den politiske styregruppe, Jørgen Jørgensen, tlf. 2790 3706, eller
projektleder, sundhedskonsulent Brian Christensen, tlf. 2790 5549.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/