04/11-11
-
Pressemeddelelse
FIRST LEGO League-finale i Guderuphallen
FIRST LEGO League-finale i Guderuphallen lørdag d. 12. november
For 10. gang afholdes der FLL-finale i Sønderborgområdet. Stævnet vil i år finde sted lørdag d. 12. november fra 10-16.30 i Guderuphallen, og forud for finalen er der gået 8 ugers spændende arbejde for de deltagende hold. Her skal der laves et projekt om årets tema: "Food Factor". Temaet lægger op til at børnene og de unge skal forholde sig til hvordan man kan lave innovative løsninger omkring fødevareresurser og -sikkerhed.
Udover en teoretisk opgave skal holdene lave en række opgaver på robotbanen, vurderes på indsigt i programmering, design og konstruktion af robotten, være gode til samarbejde og også meget gerne være gode for underholdende indslag på finaledagen.
Konkurrencen er for børn og unge mellem 10 og 16 år, og skal være med til at styrke børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi.
Et hold kan bestå af op til 12 børn/unge + vejledere + supportere. Det kan være en skoleklasse, et hold fra en forening, hvor man gerne vil prøve at arbejde på en anden måde, eller det kan være et hold der er samlet af nogle forældre.
Der bliver uddelt medaljer til alle og 7 pokaler bliver fordelt mellem de bedste i hver disciplin. Vinderen af den store pokal "FLL Champion" får adgang til den skandinaviske finale, der foregår i starten af december i Gjøvik, Norge. Herfra er det muligt at kvalificere sig til EM og VM.
Der er tilmeldt 10 hold til finalen. Der åbnes kl. 10 med præsentation af holdene og en "pep-talk" ved formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Tage Petersen, og der afsluttes kl. 16 med uddelingen af medaljer og pokaler ved formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget, Stephan Kleinschmidt. Der er gratis adgang hele dagen.
Arrangementet afholdes i et samarbejde mellem Sønderborg Kommune og en række lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Læs mere om finalen i Guderuphallen på www.hjernekraft.org
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/