23/11-11
-
Pressemeddelelse
Børnehaven Parken hejser det grønne flag
Børnehaven Parken har i 2011 arbejdet målrettet med at inddrage naturen i børnenes hverdag. Det udløser nu en pris og et diplom fra Friluftsrådet. Det fejrer børnehaven med en grøn fest og flaghejsning torsdag den 24. november.
Friluftsrådet har en grøn mærkningsordning for daginstitutioner - Grønne Spirer. Formålet med Grønne Spirer er, at støtte og synliggøre institutionernes arbejde for en grønnere hverdag. I Børnehaven Parken er naturen i højsædet. Der er lavet en grøn handleplan, to ansatte har deltaget i et spire-kursus og børn og voksne har sammen gennemført et grønt temaforløb over tre måneder. To kommunale dagplejegrupper og en privat dagplejer i Sønderborg kommune har tidligere fået Friluftsrådets Grønne Spirepris, men Parken er den første daginstitution, der får anerkendelsen.
- Vi lægger stor vægt på, at børnene oplever glæde ved naturen og udvikler respekt for natur og miljø. De lærer naturen at kende med deres sanser og oplever den som kilde til leg, oplevelser, udforskning og viden. På den måde får børnene mange erfaringer med og viden om natur, naturfænomener og miljø, siger Mette Bønning Petersen, daglig pædagogisk leder i Børnehaven Parken.
Parkens 78 børn har i de tre børnegrupper arbejdet med vejrfænomener i sensommeren. De har kigget nærmere på vejr, træer og insekter og har blandt andet designet deres eget insekthotel.
Børnehaven Parken har en skovgruppe, der har lokaler på Egetofte Naturskole i Sønderskoven og har derfor længe haft en stærk grøn profil, der nu er styrket yderligere. Det var pædagog Kira Skovmand, der fik ideen om, at styrke den grønne profil ved at gå efter Friluftsrådets grønne spirerflag.
Forældrerådet har bakket op og blandt andet skaffet penge til beplantning på legepladsen. Det er Matas Miljøfond, der har vist sin gode vilje og bevilget planterne.
Torsdag den 24. november skal begivenheden fejres. Kl. 14 hejser Borgmester Aase Nyegaard det grønne flag og fester sammen med Parkens børn, søskende, forældre og særligt inviterede gæster. Festen holdes på legepladsen, og i bålhuset bliver der lunet æbleskiver og gløgg over bål.
Pressen er velkommen.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/