05/12-11
-
Pressemeddelelse
Brandsikkerheden står på "tryg" i Sønderborgs natteliv
Brand & Redning tog natten mellem fredag den 2. december og lørdag den 3. december på uanmeldt brandsyn i Sønderborg. Målet var midtbyens diskoteker, caféer, barer m.v.
Viceberedskabschef Mikkel Linnet glæder sig over, at det overordnet set så rigtig fint ud alle steder:
- Vi foretog syn syv steder, som har det til fælles, at de har plads til flere end 150 gæster. Og jeg kan med stor tilfredshed konstatere, at det kun var småting, vi gav påbud om. To steder var alt tip-top i orden, mens vi fem steder gav mindre påbud, siger han.
- Vi oplever generelt en stor forståelse hos alle restauratørerne for, at brandsikkerheden skal være så god som muligt, og det er jo et rigtig godt grundlag at samarbejde på. Da vi nu alligevel var på besøg, benyttede vi lejligheden til at give nogle gode råd om, hvordan brandsikkerheden kan hæves yderligere og om, hvordan man kan sikre sig, at en eventuel evakuering kommer til at forløbe så let og smertefrit som muligt, siger Mikkel Linnet.
Evt. yderligere oplysninger hos viceberedskabschef Mikkel Linnet, tlf. 4015 2806.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/