19/12-11
-
Pressemeddelelse
Sundhed i Sønderborg får sit eget politiske udvalg
I efteråret er to store forvaltninger i Sønderborg Kommune slået sammen. Ældreservice er lagt sammen med Handicap og Sundhed, og for at sundhed på tværs af kommunen ikke bliver overset i den sammenbragte forvaltning, foreslår borgmester Aase Nyegaard nu, at sundhedsområdet politisk organiseres i et selvstændigt sundhedsudvalg.
- Jeg foreslår, at vi nedlægger Seniorudvalget og overfører opgaverne herfra til Social- og Sundhedsudvalget, som ændrer navn til Socialudvalget. Sundhedsopgaverne vil derfor blive overført fra Social- og Sundhedsudvalget til det nye Sundhedsudvalg, oplyser borgmester Aase Nyegaard, som håber på at omkonstitueringen skaber en ny bæredygtig platform for et godt samarbejdende byråd.
- Ved konstitueringen i 2009 sagde flertalsgruppen nej til at fortsætte med et selvstændigt sundhedsudvalg. Nu er administrationen ændret. Derfor er det også hensigtsmæssigt at ændre udvalgsstrukturen, så vi fortsat har en udvalgsstruktur der afspejler forvaltningsstrukturen, siger Aase Nyegaard.
Borgmesterens forslag indebærer, at alle politiske udvalg skal omkonstitueres, og at styrelsesvedtægten derfor skal ændres. Vedtægten beskriver de opgaver, som det enkelte udvalg har ansvar for, og ændringen skal vedtages på to møder, på byrådsmødet den 25. januar og på et ekstraordinært byrådsmøde. Derfor får ændringerne først virkning fra 1. februar - hvis et flertal i byrådet stemmer for på begge møder.
Siden byrådsvalget har to medlemmer af byrådets Fællesliste meldt sig som løsgængere, og hvis de ved omkonstitueringen stemmer sammen med Socialdemokraterne, har flertalsgruppen fire pladser og mindretalsgruppen tre pladser i hvert af de stående udvalg. I økonomiudvalget vil flertalsgruppen få fem pladser og mindretalsgruppen fire. Det betyder, at flertalsgruppen mister en plads i økonomiudvalget. Ændringerne vil også betyde, at flertalsgruppen mister en plads i Teknik- og Miljøudvalget og, at mindretalsgruppen mister en plads i Arbejdsmarkedsudvalget og i Seniorudvalget.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/