21/12-11
-
Pressemeddelelse
Duften af mad skal øge appetitten hos ældre
Seniorudvalget i Sønderborg Kommune har besluttet, at der hvert andet år skal fortages en undersøgelse af borgernes tilfredshed med de måltider, de er visiteret til gennem kommunens ældrepleje.
Formålet med tilfredshedsundersøgelsen er at få kendskab til beboernes oplevelse af maden.
- Vi vil gerne vide, om borgerne ønsker mere indflydelse på, hvad der serveres, portionernes størrelse og holde øje med, om der i det hele taget er noget, vi kan gøre for at løfte beboernes samlede tilfredshed med madtilbuddene, siger kostkonsulent Helle Bladt.
I foråret 2011 er der foretaget to tilfredshedsundersøgelser - en på Sønderborg Kommunes 12 plejecentre og en hos hjemmeboende borgere, der er visiteret til madservice.
Beboernes oplevelse af maden
Det kan konkluderes, at 90,1 pct. af beboerne synes, at madens kvalitet er høj, uanset om de får maden leveret fra centralkøkken, modtagerkøkken eller boenhed.
- Men undersøgelsen peger på indsatsområder. Det er således værd at bemærke, at 11,2 pct. af beboerne kun nogle gange, sjældent eller aldrig synes, at kødet er mørt. Dette udfald kunne skyldes den måde, hvorpå kødet er tilberedt eller borgernes tandstatus, siger Helle Bladt.
- Vi kan også se, at der en vis sammenhæng mellem, hvorvidt maden leveres udefra eller produceres på stedet, når det kommer til duftindtryk. Da duftindtrykket kan påvirke appetitten positivt (61,7 pct. bliver altid, ofte eller sommetider sultne, når de kan dufte maden), bør det undersøges, om vi kan påvirke appetitten på andre måder de steder, hvor maden leveres udefra. Det er også værd at undersøge, om dette kan aflæses i kostscreeningen af beboerne, siger Helle Bladt.
Tilfredshed med leverandør
Når det gælder maden fra ekstern leverandør til hjemmeboende bliver der også set på f.eks. portionsstørrelser, om emballagen er god at håndtere, om borgeren oplever en tilfredsstillende service i forbindelse med levering af maden, og om borgeren ønsker mulighed for at spise sammen med andre.
- På dette område kan vi konkludere, at borgerne er meget tilfredse med kvaliteten af maden - 87,4 pct. synes, at kvaliteten altid eller for det meste er god. Dette udfald lever op til kvalitetsmålet for madens kvalitet, hvor målet er, at 80 pct. af brugerne svarer bedst eller næstbedst.
Det må konkluderes, at borgerne er godt tilfredse med Madservice fra Det Danske Madhus, idet størstedelen af spørgsmålene er besvaret med ja, altid eller for det meste. Det drejer sig både om god og velsmagende sovs, lysten til at spise, når maden ses eller opvarmes, tilstrækkelig variation i menuplanen samt emballering og levering.
Evt. yderligere oplysninger hos Helle Bladt, tlf. 8872 6730.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/