Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/01-12   -   Pressemeddelelse

Sygedagpengemodtagere hjælpes til at blive på arbejdsmarkedet

I 2010 mistede 139 personer deres sygedagpenge, fordi Jobcenteret i Sønderborg Kommune vurderede, at de ikke længere var uarbejdsdygtige på grund af sygdom. Det er en vurdering, som Jobcenteret skal foretage efter lovgivningen, men for de personer, der mister sygedagpengene, er oplevelsen meget frustrerende. Mange opfatter det som en stor uretfærdighed både at være ramt af sygdom og miste sygedagpengene.

Nu har Sønderborg Kommune fået 1,2 mio. kr. fra Det Lokale Beskæftigelsesråd til et projekt, der skal hjælpe sygemeldte borgere til fortsat at være aktive på arbejdsmarkedet. Projektet gennemføres i samarbejde mellem Jobcenteret og Sundhedscentret.

Målgruppen for projektet er sygedagpengemodtagere, der efter reglerne har en umiddelbar risiko for at få stoppet sygedagpengene. Årsagerne kan være, at der er uudnyttede behandlingsmuligheder eller, at tidshorisonten for sygdomsforløbet er uafklaret. I disse tilfælde henviser Jobcenteret sygedagpengemodtageren til en samtale med en kontaktperson i Sundhedscentret.

I løbet af samtalen foretages der en vurdering af sygedagpengemodtagerens ressourcer, motivation og behov, og der aftales et forløb, der skal hjælpe den sygdomsramte med at blive afklaret omkring mulighederne for at forblive på arbejdsmarkedet. Det vil bl.a. ske på gruppebaserede kurser, der handler om sundhed, motivation, livsstilsændringer. Efter aftaler med den enkelte kan forløbet kombineres med træning, sundhedsvejledning og praktisk madlavning. Der afsluttes med et udslusningsforløb samtidig med, at det er aftalt med Jobcenteret, hvordan en genindtræden på arbejdsmarkedet bedst kan ske.

- Det er altid dybt ulykkeligt, når en borger mister sygedagpengene uden selv at have en fornemmelse af at være klar til at vende tilbage til et job. Og det er lige præcis det, som det her projekt skal hjælpe med at rette op på. Jeg tror på, at vi ved at give den rette hjælp kan hjælpe rigtig mange med at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det skal ske i respekt for den enkeltes behov og muligheder, og derfor skal indsatsen tilrettelægges i tæt samarbejde med den sygdomsramte. Et af formålene med projektet er netop, at afprøve borgerinddragelse til at skabe innovative indsatser til gavn for borgerne, siger Jørgen Jørgensen, formand for Social- og sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune.

Også Jens Peter Thomsen, formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Sønderborg Kommune, er glad for det nye projekt:

- Arbejdsmarkedsudvalget har en stor interesse i at afprøve forskellige metoder, der kan bidrage til, at langvarigt syge fastholder kontakten til arbejdsmarkedet. Derfor er det rigtig godt, at vi nu får skabt dette samarbejde mellem Sundhedscentret og Jobcenteret, siger Jens Peter Thomsen.

Projektet gennemføres i hele 2012 og første kvartal af 2013 og evalueres efterfølgende.

Yderligere oplysninger hos leder af rehabiliteringsteamet, Trine Plougmann, på tlf. 8872 5824 / 2790 5824.

Relevant information

http://www.sonderborgkommune.dk/


Pressekontakt


Firma

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg, Danmark

  88 72 50 18

http://www.sonderborgkommune.dk/

Modtag nyheder fra Sønderborg Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater