Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
16/01-12   -   Pressemeddelelse

QR-koder hjælper ansatte til et bedre arbejdsmiljø

Sønderborg Kommune har fået Hjælpemiddelinstituttet til at udarbejde mobilhjemmesider, så hjælpemidler kan introduceres via f.eks. mobiltelefoner. Pilotprojekter på Tangshave og i hjemmeplejen.

Det er "Sundhedsordningen for ansatte" i Sønderborg Kommune, der - som en del af indsatsen for at forbedre det fysiske arbejdsmiljø - har foreslået brug af QR-koder på hjælpemidler, som udleveres af kommunes borgere. QR-stregkoden linker til f.eks. en instruktion eller en introduktionsvideo, der viser, hvordan hjælpemidlet bruges mest hensigtsmæssig.

- Vi har rettet henvendelse til Hjælpemiddelinstituttet, som er den fælleskommunale hjælpemiddelbase. Instituttet har på vores opfordring udarbejdet mobilhjemmesider og dermed åbnet for, at alle deres hjælpemidler kan forsynes med en QR-kode, fortæller arbejdsmiljøkonsulent Jan Lyngsø, Sønderborg Kommune.

- Amerikansk forskning har vist, at introduktion til hjælpemidler og rammestyring omkring brugen af dem reducerer arbejdsskaderne betragtelig. Set i den sammenhæng kan hjælpemidler være koden til at nedbringe arbejdsskader og arbejdsbetingede lidelser i plejesektoren, siger direktør i forvaltningen Social og Sundhed, Tim Hansen.

Også i forhold til Sønderborg Byråds vision på velfærdsteknologiområdet passer initiativet som fod i hose:

- Vi ønsker at støtte ældre og handicappede borgere bl.a. med hjælpemidler, så de opnår den bedst mulige livskvalitet. Vigtigheden af den vision understreges af den dobbelte demografiske udfordring, vi har, med både mangel på arbejdskraft og et stigende antal ældre borgere, siger formand for seniorudvalget i Sønderborg Kommune, Anita Kjøng-Rasmussen.

Med QR-koder kan medarbejdere og dermed borgerne få bedre kendskab til hjælpemidler, og de kan få vejledning i at bruge dem lige præcis, når de står og mangler den. Pilotprojekter på Plejecenter Tangshave i Nordborg og i hjemmeplejegruppen Alssund er i gang og skal være med til at luge de værste "børnesygdomme" væk.

Birthe Thomsen, sosu-assistent i hjemmeplejen, arbejdsmiljørepræsentant og sundhedsvejleder, er glad for projektet.

- Vi synes, det er spændende. Især for elever og nyansatte er det en stor hjælp, at man her og nu via sin PDA og QR-koden kan få instruktion i brug af et bestemt hjælpemiddel. Nogle frygtede, at det ville tage tid fra vores tid hos borgerne i hjemmet, men erfaringerne viser, at det langtfra er hver dag, vi bruger det. Det er også vigtigt, at der alene er tale om et supplement, som ikke erstatter den personlige undervisning i korrekte løft og flytninger. Og så ønsker vi os en bedre netværksdækning, så brugsvideoer kan downloades hurtigt, siger hun.

Projektet ledes fremadrettet af Teknologisk institut og Arbejdsmiljøsekretariatet BAR-SOSU. Pilotprojektet skal bane vejen for en større ansøgning til Forebyggelsesfonden i 2012. Erfaringerne skal være med til at kvalitetssikre fondsansøgningen, der skal handle om at få midler til at udarbejde et endeligt mobiltelefonkoncept, der er praktisk anvendelig for plejen.

FAKTA

· QR-koder står for Quick Response (engelsk for hurtigt svar) og er en todimensionel "stregkode", som kan aflæses af mobiltelefoners kameraer, som "linker" til informationer, billeder, film m.m., som fortæller/guider om det produkt, QR-koden sidder på.

· Sundhedsordningen for ansatte har som en del af indsatsen for at fremme det fysiske arbejdsmiljø foreslået brug af QR-koder i forbindelse med forflytningsvejledning og brugsvejledning af hjælpemidler i plejesektoren. Hjælpemiddelinstituttet, Teknologisk institut og Arbejdsmiljøsekretariatet BAR-SOSU er involveret i opgaven.

Evt. yderligere oplysninger hos arbejdsmiljøkonsulent Jan Lyngsø, tlf. 2790 6938.

Relevant information

http://www.sonderborgkommune.dk/


Pressekontakt


Firma

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg, Danmark

  88 72 50 18

http://www.sonderborgkommune.dk/

Modtag nyheder fra Sønderborg Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater