23/01-12
-
Pressemeddelelse
Elbiler får nye testpiloter
Elbil-operatøren ChoosEV, Sønderborg Kommune og ProjectZero åbner nu dørene for det fjerde hold glade Sønderborgere, der de næste tre måneder skal køre på strøm i de 10 elbiler i testenelbil.dk projektet i Sønderborg Kommune.
De 10 nye testpiloter får nøglerne til deres elbiler ved et arrangement hos SE i Sønderborg onsdag d. 1. februar kl. 15.30. Testenelbil.dk projektet kører indtil foråret 2013, og i alt 80 familier får mulighed for at teste elbilerne.
Egen "tankstation" i hjemmet
Testpiloterne og deres familier får stillet elbilen til rådighed i tre måneder. Bilen skal indgå i familiens daglige gøremål, for at undersøge hvordan elbilen passer ind i danskernes hverdag og fungerer i samspil med el-nettet. Sammen med elbilen får testpiloten opsat en ladeboks i sit hjem, som fungerer som hjemmets egen "tankstation" i testperioden. På projektets blog, hvor man skal dele ud af sine erfaringer, skriver en testpilot:
- Savner ikke tankstationerne. Hvor er det bare dejligt at slippe for at stå og fryse og nørkle med betalingskortet på tankstationen! Og stanken af benzin og diesel på fingrene forfølger ikke én med ind i bilen. DET er faktisk nogle af de rigtig fede ting ved at køre i elbil.
Stærk lokal forankring
Projekt testenelbil.dk i Sønderborg støttes af energiselskabet SE, som er medejer af ChoosEV og har valgt at støtte udrulningen af projektet i en række syd- og sønderjyske kommuner. Også en række lokale virksomheder og aktører har valgt at støtte projektet, nemlig Kreditbanken, ProjectZero, Landdistriktsudvalget samt Bitten og Mads Clausens Fond.
Bag projekt "testenelbil.dk" står elbiloperatøren ChoosEV A/S, der er ejet af energiselskaberne SE og SEASNVE. "Testenelbil.dk" er Europas største elbil-projekt, som er støttet af partnere i erhvervslivet, samt Trafikstyrelsen og Energistyrelsen, som alle samarbejder om at blive klogere på elbilens placering i det danske samfund.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/