02/02-12
-
Pressemeddelelse
Demente og deres pårørende får nyt mødested i cafeer
Sønderborg Kommune åbner demenscafeer tre steder i kommunen fra februar. Projektet er ét blandt flere tiltag i en bred demensindsats, der er igangsat af ældrerådet og seniorudvalget i Sønderborg Kommune.
Borgere med demens og måske især deres pårørende kan nemt føle sig isolerede og ensomme, fordi sygdommen gør det vanskeligt at bevare et socialt liv. For at støtte disse borgere og for at sikre bedre livskvalitet åbner nu tre demenscafeer.
Det er gratis at komme i cafeerne, der kræves ingen tilmelding, man kan købe kaffe, te og kage, og der vil være faguddannet personale til stede, som kan bidrage med viden og erfaringer og svare på spørgsmål.
- Basis for cafeerne skal være samvær og snak med ligesindede. Det skal være trygt, rart og uforpligtende at komme. Vi tager emner op som symptomer, diagnose og behandling, og arrangerer ind imellem foredrag, så pårørende får mere og den nyeste viden om demens. Dermed får de bedre mulighed for at tackle en hverdag sammen med en dement ægtefælle, forælder eller nabo, fortæller demenskonsulent i Sønderborg Kommune, Pernille Svendsen.
Formand for ældrerådet, Rita Nielsen, glæder sig over det nye tiltag:
- Vi ved, hvor ensomt og svært, det kan være, når en ægtefælle bliver dement. Der er virkelig brug for støtte. Jeg synes, det særligt gode ved dette tiltag er, at det henvender sig både til demente og deres pårørende. Det er også rigtig fint, at vi sørger for at få ny viden om demens ud til borgerne.
Cafeerne har åben én eftermiddag hver måned kl. 15.30-17.30:
Sønderborghus den første mandag i hver måned,
Borgerservicecentret i Nordborg den anden tirsdag, og
Ahlmannsparken i Gråsten den tredje tirsdag
Ud over Pernille Svendsen omfatter Sønderborg Kommunes demens-team tre demensÂkoordinatorer, som er tilknyttet både hjemmeplejen og plejecentre, og dem vil der også blive lejlighed til at møde i cafeerne.
Programmet for demenscafeerne dette forår indeholder emner som f.eks. oplysning om, hvad demens er, om mulighederne for samvær og aktivering, sociale ydelser og mulighederne for at få hjælpemidler.
DEMENS (fakta)
er ikke en sygdom, men et resultat af sygdom. Der findes mere end 200 forskellige sygdomme, der kan forårsage demens, heraf er Alzheimers årsag til over halvdelen af tilfældene. Demens skyldes altid sygdom eller skader i hjernevævet, og høj alder udgør den stærkeste risikofaktor for udvikling af demens. Fra ca. 65 års alderen sker der næsten en fordobling af forekomsten af demens for hvert femårstrin. På grund af især generelt stigende levealder vil antallet af demente formentlig blive fordoblet inden for de næste ca. 30 år.
Evt. yderligere oplysninger hos demenskonsulent Pernille Svendsen, tlf. 2790 6079.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/