07/02-12
-
Pressemeddelelse
Bedre p-muligheder for hjemmeplejen i Broager
Med nye striber, færre træer og flyttede lysmaster skabes flere p-pladser ved Sønderborg Kommunes hjemmepleje distrikt Fjord i centrum af Broager.
Hjemmeplejens distrikt Fjord, der har til huse i det tidligere rådhus i Broager, har gennem flere måneder haft problemer med at få p-pladser til tjenestebiler og medarbejdernes biler i centrum af Broager. Den forsøger nu at løse problemet ved at indrette flere p-pladser omkring det tidligere rådhus.
- Vi har flyttet et cykelskur, fældet nogle træer og flyttet nogle lysmaster. Det betyder, at der fremover er flere p-pladser til rådighed på selve det areal, der hører til den kommunale bygning. Og det betyder igen, at vi ikke behøver at bruge så mange af de offentlige p-pladser andre steder i byen, fortæller distriktsleder i hjemmeplejen, Tina Andersen.
Det er sådan, at hjemmeplejen og hjemmesygeplejen sammenlagt har 40 tjenestebiler, og dertil kommer, at en del af medarbejderne kører til arbejde i egen bil. Mange af medarbejderne har p.g.a. pladsproblemerne besluttet at parkere ved hallen, og dette er også med til at frigøre flere pladser i centrum til de handlende.
- Med den gamle afmærkning var der nogle steder ruttet rigeligt med pladsen. F.eks. bliver der nu fire skrå p-pladser foran bygningen, hvor der hidtil kun var to i forlængelse af hinanden. I lang tid har vi holdt på skrå med bilerne for at udnytte pladsen bedre, men nu tilpasses striberne, og borgerne kan bedre komme forbi på fortovet, siger Tina Andersen.
Evt. yderligere oplysninger hos Mette Hansen, tlf. 8872 4725 (Tina Andersen træffes ikke i denne uge).
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/