Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/02-12   -   Pressemeddelelse

De unge skal have mere opmærksomhed

Formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Sønderborg Kommune, Jens Peter Thomsen, tænder nu de røde advarselslamper i forhold til de unge på offentlig forsørgelse. Det sker med baggrund i en analyse om de unges situation efter de seneste års krise, som viser sig især at have ramt de unge.

1.400 unge i Sønderborg Kommune under 30 år er på offentlig forsørgelse. Midt i 2011 var ca. 1.000 unge tilmeldt jobcenteret i Sønderborg som dagpenge- eller kontanthjælpsmodtagere.

- Og stadig flere unge risikerer ikke at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet, frygter Jens Peter Thomsen, som sidste år bestilte en analyse af de unges situation i Sønderborg Kommune.

- Vi er bekræftet i vores mistanke om, at en del unge, som faktisk har forudsætningerne for at tage en uddannelse, ikke kommer i gang. Og at en del unge, som er klar til at påtage sig et job, ikke kommer i arbejde. Og det er skidt for de unge. Det er bekymrende for virksomhederne, og det er dyrt for samfundet, siger Jens Peter Thomsen, som vil involvere aktørerne på unge-området, offentlige som private, til en dialog om at skabe resultater og positive forandringer på ungeområdet.

- Kommunen kan ikke løse den globale krise, som har sendt rigtig mange ud i arbejdsløshed. Men vi kan og skal have en debat om, hvordan vi som lokalsamfund kan hjælpe de unge under de vilkår, der nu engang er med mangel på arbejde og med omstilling på arbejdsmarkedet til mere videnstunge arbejdspladser.

I første omgang inviterer vi byrådspolitikerne i Arbejdsmarkedsudvalget og i Børn- og Uddannelsesudvalget til fællesmøde den 6. marts. Og derfra må vi videre, varsler udvalgsformanden.

Fakta:
Af ca. 12.400 unge mellem 15 og 30 år i Sønderborg Kommune (16,2 pct. af befolkningen i kommunen) er 1.400 unge på offentlig forsørgelse.

Antallet af unge, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, er steget markant fra 2008 og frem til i dag.

Det er særligt antallet af dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, der er steget i perioden.

Stigningen i antallet af unge kan forklares ved, at lavkonjunkturen har betydet, at mange unge er blevet ledige. De unge rammes typisk hårdt af lavkonjunkturer, da de oftere har løsere ansættelsesformer, ringe joberfaring og/eller en høj jobomsætning.

Der er medio 2011 ca. 900 unge på dagpenge og kontanthjælp i Sønderborg Kommune (fuldtidspersoner).

271 unge er ledige dagpengemodtagere. Antallet af unge dagpengemodtagere steg eksplosivt fra efteråret 2008 og frem til starten af 2010. Siden marts 2010 er antallet af unge dagpengemodtagere faldet med 177 personer.

628 er unge kontanthjælpsmodtagere. Antallet af unge kontanthjælpsmodtagere er steget i hele perioden fra 2008 og frem til nu.

58 pct. af de 900 unge dagpenge og kontanthjælpsmodtagere er mænd og 42 pct. er kvinder. I 2008, 2009 og starten af 2010 var det især de unge mænd, der blev ramt af den stigende ledighed i Sønderborg. Det skyldes, at de unge mænd i stort omfang var ansat i industrien og i bygge- og anlægssektoren, som oplevende de største fald i beskæftigelsen.

--

Yderligere oplysninger hos formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Jens Peter Thomsen 2790 0229.

Relevant information

http://www.sonderborgkommune.dk/


Pressekontakt


Firma

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg, Danmark

  88 72 50 18

http://www.sonderborgkommune.dk/

Modtag nyheder fra Sønderborg Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire