16/03-12
-
Pressemeddelelse
Smuthuller til padder
Naturen og motorvejen
Den ny motorvej mellem Sønderborg og Kliplev skærer sig igennem et flot landskab. Mange har måske undret sig over de søer, der skudt op langs vejen eller bekymret sig om naturen - hvad blev der af mosen eller hvordan skal dyrene krydse vejen?!
Dobbelt op
Den gode nyhed er, at den natur, der er blevet påvirket eller nedlagt, er blevet erstattet med dobbelt så meget ny natur. Det er forklaringen på de mange vandhuller, der er dukket frem i landskabet. 16 vandhuller er således blevet til 32 vandhuller. 1,3 ha eng og mose er erstattet med 2,6 ha eng og mose.
176 vandhuller er desuden renset op eller anlagt, for at kompensere for de generelle forringelser, der sket for dyr og planter med hensyn til spredningsmuligheder og levesteder på land og i vand. Specielt skal disse nye levesteder sikre bedre forhold for områdets padder især de særlig beskyttede paddearter som Stor vandsalamander, Spidssnudet frø, Løvfrø og Løgfrø.
Smutveje og åndehuller
Det er svært at "påbyde" dyrene ikke at krydse motorvejen. Men for at hjælpe dem på vej er der etableret 16 faunapassager. Der er opsat 17 km paddehegn, der skal sørge for, at dyrene ikke krydser motorvejen, hvor de ikke er inviteret. 8,6 km ledelinjer skal sammen med de eksisterende grønne korridorer (sammenhængende spredningsveje) skabe et sammenhængende system, der dels leder dyrene hen til passagerne og dels skaber spredningsmuligheder for dyr og planter til de naturmæssige åndehuller, der er skabt i landskabet.
- En sø ville være som en ø, hvis den bare ligger isoleret i en stor mark. Derfor er ledelinjer og grønne korridorer vigtige, hvis dyr og planter skal have mulighed for at sprede sig, fortæller Bent Albæk, naturafdelingen i Sønderborg Kommune. Afstanden mellem vandhullerne er også rigtig vigtig for f.eks. frøer - forstil dig, hvis dine fødder kun var 1 cm!
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/