17/04-12
-
Pressemeddelelse
EU-gæster lærer om energieffektivisering i Sønderborg
Torsdag den 19. april får Sønderborg fornemt besøg fra EU. Det er selveste COREPER, der lægger vejen forbi. Og hvem er så COREPER, vil den vakse læser nok spørge. Det er såmænd EU-ambassadørerne og deres stedfortrædere fra de 27 medlemslande i EU. Selve EU-ambassadørerne sider i COREPER II og stedfortræderne i COREPER I, og det er COREPER I, der besøger Sønderborg.
I Sønderborg skal COREPER høre om ProjectZero, der er Sønderborgområdets store satsning på at blive CO2-neutral i 2029. Turen går blandt andet til Danfoss, hvor administrerende direktør Niels Bjørn Christiansen fortæller om virksomhedens arbejde med udvikling og produktion af energieffektive teknologier. På Linak skal de høre om virksomhedens ambitiøse arbejde med at blive CO2-neutral gennem energibesparelser, solcelleanlæg og grøn fjernvarme. Endelig besøger de genbrugspladsen i Glansager, det store solvarmeanlæg i Vollerup, Sønderborg Kraftvarmeværk og ZERO+ huset. Guide på turen er Peter Rathje fra ProjectZero.
Omkring kl. 16 lander hele selskabet på Alsion, hvor de bydes velkommen til Sønderborg af borgmester Aase Nyegaard. Rektor for Syddansk Universitet Jens Oddershede fortæller om Syddansk Universitet på Alsion og den særlige synergi, der skabes af universitet, forskerpark og koncertsal under samme tag.
- Jeg er rigtig glad for, at vi får lejlighed til at fortælle de her vigtige mennesker om vores ambitiøse arbejde med at blive CO2-neutral i 2029. Vi er allerede nået langt med grøn fjervarme og energirenovering af de kommunale bygninger, og Danfoss og Linak er rigtig gode eksempler på virksomheder, der tager den grønne udfordring alvorligt. Og med det nye energiforlig, ser det også godt ud for vores planer om etablering af biogasanlæg og kystnære havvindmøller, siger borgmester Aase Nyegaard.
Om aftenen er regionsrådsformand Carl Holst vært for en hyggelig aften i Riddersalen på Sønderborg Slot. Aftenen byder både på god mad, taler og musikalske indslag.
Besøget hænger sammen med det danske EU-formandskab, hvor der er tradition for at Coreper besøger formandsskabslandet. Det er Region Syddanmark, der har fået besøget i stand, og formålet er, at sætte fokus på de syddanske vækstinitiativer. Besøget strækker sig over tre dage og udover Sønderborg besøger COREPER Designskolen i Kolding, LEGO i Billund og domkirken i Ribe.
COREPERS vigtigste opgave er, at forberede de sager, der skal behandles på rådsmøderne. Sager som der er fuld enighed om blandt medlemslandene afklares af COREPER og forelægges ministerrådet som A-punkter, der vedtages uden debat. Øvrige sager forhandles på plads af ministrene på rådsmøderne.
Yderligere oplysninger hos administrerende direktør Peter Rathje, ProjectZero, på tlf. 4040 8636.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/