08/05-12
-
Pressemeddelelse
Ministeren mødte ingen udkant i Sønderborg
Ministeren for By Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen, besøgte torsdag den 3. maj Sønderborg og fik en rundvisning, der bød på lavenergibyggeri fra fabrik, bæredygtigt byggeri, energirenovering i lejeboliger og en rundvisning på Jollmands Gård, den ældste gård i Holm på Als, der efter otte års genopbygning nu står færdig, som den så ud i 1790. Genopbygningen er sket med stor lokal opbakning organiseret i en støtteforening.
Ministerbesøget blev indledt i Den røde Mødeboks på Alsion. Her blev ministeren budt velkommen af borgmester Aase Nyegaard, der præsenterede Carsten Hansen for Sønderborg Kommunes tre fyrtårnsprojekter: ProjectZero, Byens Havn og kulturhovedstadsprojektet. Alt sammen med det formål, at forklare ministeren, at han ikke var havnet i udkantsdanmark, men derimod i et område, der kæmper for at blive en grænseoverskridende vækstregion med fokus på kultur, uddannelse, arkitektur og grøn vækst.
Peter Mads Clausen fortalte om Frank Gehry´s masterplan for Byens Havn. I 2012 sættes spaden i jorden til de tre første projekter - to boligprojekter og et videnshus. Peter Rathje fortalte om ProjectZero, og kunne berette, at man er godt på vej til at realisere delmålet om en reduktion af CO2-udledningen med 25 procent i 2015. 12,6 procent er allerede realiseret, og alt tyder på, at målet bliver nået senest i 2029, som planlagt.
Leder af 2017Sekretariatet, Else Christensen Redzepovic, fortalte ministeren om den store syddanske satsning på at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Sønderborg er i tæt infight med Aarhus om at nappe titlen, og alle sejl er sat for at det bliver Sønderborg, der vinder slaget. Duellen afgøres den 24. august af en international jury.
Programmet for ministerbesøget måtte i al hast justeres, da meldingen om Cimber-Sterlings konkursbegæring og aflysningen af dagens flyafgange til København tidligt om morgenen blev blæst ud på alle nyhedskanaler. Carsten Hansen skulle have været med et fly kl. 15.40 og skulle være tilbage på Borgen kl. 17 for at deltage i vigtige forhandlinger. Der blev derfor bestilt en bil.
Inden Carsten Hansen steg ind i bilen for at køre mod hovedstaden, fik han demonstreret, at der tænkes og handles hurtigt i Sønderborg. Ved middagstid blev det offentliggjort, at Sønderborg Lufthavn havde fundet en afløser for Cimber-Sterling, og at det første fly til København med det nye selskab afgik kl. 19.25. Men det kunne Carsten ikke vente på, han skulle være fremme kl. 17, og det kom han - i bil.
Yderligere oplysninger hos Poul Valdemar Nielsen på tlf. 2790 5469.
Relevant information
http://www.sonderborgkommune.dk/