30/09-11
-
Pressemeddelelse
Sønderborghus inviterer til kreative familie-lørdage
Kælderværkstedet på Sønderborghus vil i vinteråret holde åbent på udvalgte lørdage med spændende og kreative familieaktiviteter. Første gang er lørdag den 8. oktober.
Kælderværkstedet på Sønderborghus har i mange år tilbudt såvel kurser som åbne værkstedstimer inden for en lang række kreative fag. Værkstedet er godt udstyret til aktiviteter med glas, keramik, filt, gummi, sølv og andre materialer, og der produceres smykker, kunsthåndværk, skulpturelle figurer og meget mere under kyndig vejledning og undervisning af det faste personale.
Vi udvider nu vores åbningstid til også at omfatte nogle lørdage, hvor familieaktiviteter vil være i højsædet. Værkstedet har på familielørdagene åbent fra kl. 10.30 til 15.30 - I kommer og går, som I har lyst til, og værkstedets faste personale er til stede med gode råd og sjove idéer.
Familielørdagen tager hver gang udgangspunkt i dagens materiale, hvor I har mulighed for at skabe jeres eget udtryk. Lørdag den 8. oktober er temaet lerskåle med dekorationer hentet fra naturen. Fremtidige temaer er slikskåle i glas, smykker, rollespilsudstyr og utallige andre spændende emner og idéer. I har naturligvis også mulighed for at komme med jeres forslag.
Familielørdagene er et nyt og spændende tilbud til familier, der har lyst til at tilbringe nogle kreative timer sammen med jeres børn. Aktiviteterne er gratis, og I betaler kun for materialeforbruget, så alle har mulighed for at være med. Og resultatet kunne nemt gå hen og blive årets julegave til farmor eller lillebror.
Næste familielørdag er den 22. oktober (sidste lørdag i efterårsferien), hvor materialet er gummi. Her kan I lave punge, pennalhuse og meget mere. I kan se hele programmet for familielørdagene på www.sonderborghus.dk
Relevant information
http://www.sonderborghus.dk/