Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/03-11   -   Pressemeddelelse

Dræbertomaten på spil i Arktis

Dræbertomaten har været på spil i Arktis! Men hvad er en Dræbertomat egentlig for en størrelse?

Inspektionsskibet VÆDDEREN, Grønland, februar 2011.
Dræbertomaten er navnet på et oppusteligt skydemål. En stor rød ballon på 3 x 3 x 3 meter. Faktisk er der tale om et kapsejladsmærke, der har metalfolie på hjørnerne, således at målet lettere kan ses på radar. I bunden har Dræbertomaten et drivanker, der skal forhindre målet i at vende rundt.

Navnet stammer fra den engelske betegnelse "Killer Tomato". I forbindelse med skydninger er et "kill" en træffer, heraf navnet "Killer". "Tomat" refererer til målets røde farve. Så en Dræbertomat er faktisk blot et oppusteligt rødt skydemål.
Samtidig med at VÆDDEREN løser sine daglige opgaver ved Grønland - suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion, eftersøgnings- og redningstjeneste, støtte til lokalsamfundet mv. - har 5. besætning haft Dræbertomaten til afprøvning for at vurdere, hvorvidt tomaten kan anvendes som mål i forbindelse med skydninger med skibets 76 mm Oto Melara Super Rapid kanon; en lækker italiensk sag, der kan skyde op til 120 skud i minuttet.

Lad det være sagt med det samme, Dræbertomaten er et anvendeligt skydemål. Og det er ekstra praktisk med et fleksibelt og oppusteligt skydemål for de af søværnets skibe, der sejler ved Grønland.

I det arktiske område kan man ikke "bare lige" bestille et skydemål inklusiv slæbefartøj fra fx Søværnets Våbenkursus ved Sjællands Odde. Afstanden fra Sjællands Odde til Kap Farvel på Grønlands sydspids er ca. 1.790 sømil. (3.315 km).
Og hvordan gik det så for Dræbertomaten i det Arktiske miljø? Dræbertomaten har under afprøvninger klaret sig godt, og vist sit værd som skydemål. Men Dræbertomaten blev dog til sidst nedkæmpet af det barske arktiske klima.

I forbindelse med de afsluttende afprøvninger af skydemålet blev Dræbertomaten søsat i marginale konditioner, hvilket viste sig for meget for tomaten, der blev revet op pga. kraftig vind - hvorpå tomaten tabte pusten som en luftmadras med hul i.

En død Dræbertomat afholdt imidlertid ikke VÆDDEREN og 5. besætning fra at gennemføre dagens planlagte skydning med 76 mm kanonen. Et isfjeld blev i stedet udpeget som mål, og trods de lave temperaturer, den tiltagende sø og den kraftige blæst viste skibets kanon sig yderst driftsikker og præcis.

Besætningen på dæk led nok mere under kulden end kanonen. Temperaturen i VÆDDERENs operationsområde er pt. ned til minus 20 grader celsius, men med vind og indregnet chillfaktor svarer det til en temperatur på minus 39 grader celsius. En temperatur der nok ville afskrække selv den mest inkarnerede vinterbader.
Dræbertomaten havde nok mødt sit endeligt under alle omstændigheder, selvom det i denne omgang blev vejrguderne, der kom VÆDDERENs kanon i forkøbet.

Relevant information

http://www.forsvaret.dk/SOK


Pressekontakt


Firma

Søværnets Operative Kommando
Postboks 1483
8220 Brabrand, Danmark

  89 43 30 20

http://www.forsvaret.dk/SOK

Modtag nyheder fra Søværnets Operative Kommando på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater