03/03-11
-
Pressemeddelelse
Grundstødt skib slæbt til Grenå
Det islandske skib GODAFOSS, der med bugserbåd er på vej fra Norge til værft ved Odense, blev i nat slæbt til Grenå Havn på grund af olieudslip. Det lokale beredskab har lagt flydespærringer om skibet.
Det islandske containerskib GODAFOSS, der i sidste uge gik på grund ved Oslofjordens udmunding, blev mandag frigivet af de norske myndigheder til at sejle til Odense under ledsagelse af en bugserbåd.
GODAFOSS skulle sejle med nedsat fart på grund af risiko for olieudslip. Desuden blev det besluttet, at METTE MILJØ skulle følge skibet i dansk farvand.
Onsdag meldte METTE MILJØ om olieudslip fra GODAFOSS, hvorefter der blev sendt en helikopter ud for at observere og rapportere om den oliefilm, som GODAFOSS trak efter sig.
Olien er ikke bekæmpbar, men havde et omfang, så SOK vurderede, at skibet skulle slæbes til nærmeste havn for at få stoppet udslippet.
Derfor blev skibet natten til torsdag slæbt til Grenå Havn for at få udbedret lækagen. Det lokale beredskab har lagt flydespærringer omkring skibet for at stoppe eventuelt yderligere olieudslip.
Relevant information
http://www.forsvaret.dk/SOK