Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/04-11   -   Pressemeddelelse

Værnepligtige på togt med VÆDDEREN

3. deling ankom til Island med fly og kørte i bus mod Reykjavik, med store forhåbninger og klar til at opleve og lære.

De værnepligtige fra 1. kompagni 3. deling
Da vi ankom til havnen og steg ombord på VÆDDEREN første gang sammen med 2. besætning, var der en smule tumult da besætningen normalt sejler med THETIS.

Flere besætningsmedlemmer var desuden også nye eller til låns, hvilket gjorde at besætningen måtte bruge de første par dage på selv at "flytte ind" og gøre klar. Dette resulterede i at vi de første dage var ladt lidt til os selv, men vi kunne da give en hånd med rundt omkring i ny og næ.

Disse dage kunne vores deling så meget passende bruge på selv at få vores ting på plads, udforske Island og komme på velfærdsture som for eksempel til den Blå Lagune.

Da først sejladsen kom i gang og vi satte kurs mod Grønland, blev vi delt ud i fire hold som på skift skulle ud til de fire divisioner (Våben, Forplejning, Teknik og Operation) for at se hvad de faste besætningsmedlemmers opgaver er og hvordan en hverdag ombord på et af søværnets skibe ser ud.

Vi fik to dage i hver division hvilket er et kort indblik, men rigeligt til at give en ide om hvor man vil tilbringe sin tid i sejladsmodulet. En ønskeliste med 1. 2. og 3. prioritet blev udfyldt af hver af os og vores ønsker blev imødekommet så godt som muligt.

Vi fandt os hurtigt ind i hverdagen ombord, selvom søbenene lige skulle findes inden arbejdet for alvor kunne blive seriøst. Vi kom tæt på de faste i divisionerne, først ved at se dem over skuldrene og følge med i deres arbejde.

Men som dagene skred frem blev vi aktivt deltagende i arbejdet, og fik således en fornemmelse for arbejdet og hvilke ting man kan komme til at lave ombord.

Nicklas Leander: " Mit ophold her på VÆDDEREN har været meget afslappende i starten, da arbejdsopgaverne var lidt begrænsede. I V-sek foregår det sådan at hver anden uge har vi vagter, hvor vi er på broen og holder øje med isbjerge og skibe som udkig og sidder ved roret som rorgænger. Det har været meget spændende.

De andre uger har vi daglige opgaver med vedligeholdelse af dækket og rengøring og det er meget begrænset hvad vi har at gøre.

Vores division står også for klargørelse af gummibådene og for at sejle dem, for eksempel under øvelsessejlads, personeltransport eller når der skal trodsehold i land.

Fritiden ombord går meget med Playstation, træning, samvær eller afslapning. Der har selvfølgelig været mindre spændende opgaver en gang imellem, men turen i sig selv har været rigtig god og menneskerne i V-sek har været super hyggelige. Der er slet ikke noget at brokke sig over!

Tilbage på Søværnets Sergent- og Grundskole søgte jeg ind til Militærpolitiet og jeg blev sendt til optagelsesprøve. Jeg har nu fået at vide at jeg er kommet ind og skal fortsætte efter vi er kommet hjem til Danmark igen. Det giver da et stort smil på læben når man ved at man får lov til at fortsætte."

Op til flere i delingen sikrede sig kontrakt hos søværnet under værnepligten og kan se frem til at starte deres uddannelse når vi kommer hjem fra sejladsmodulet på VÆDDEREN. Ingen af dem blev mindre begejstrede for deres udsigt til at blive ansat da de var med VÆDDEREN, hvor man for alvor fik indblik i det arbejde man ville komme til at foretage som fast besætningsmedlem.

Da vi startede på Søværnets Sergent- og Grundskole havde størstedelen af os intet kendskab til at befærde sig ombord på et skib. Landmodulet rustede os godt til det sejlende modul og gav en masse spændende oplevelser som f.eks. de to uger på Hvims hvor vi fik brand - og havarikurser.

Det hjalp til at føle sig mere som en del af besætningen og ikke bare "en turist", i og med at hvis uheldet var ude så kunne vi aktivt hjælpe med røgdykning eller udbedring af havari.

Selvom vi lærte både sømandskab og diverse knob og stik i land, så fik vi først rigtigt brug for det da vi kom ombord på VÆDDEREN.

Foruden vores dagligdag i divisionerne, udgør alverdens ruller også en del af arbejdet. Vi har ligesom de faste besætningsmedlemmer fået nogle helt faste pladser og mødesteder, til f.eks. bjergningsrullen, havarirullen og manøvrerullen.

Dette gav også en følelse af at være en del af besætningen, og ikke bare turister på sight seeing. For eksempel under manøvrerullen hvor vi på lige fod med alle andre, hjalp til med fortøjninger, fendere, kasteligner, flag og lignende.

Opgaverne ombord er mange, selvom alle opgaver ikke vækkede lige stor begejstring! Det har aldrig været, og bliver nok aldrig sjovt at være den der skal stå vagt ved landgangen, når skibet er i havn. Især ved tanken om at en stor del af besætningen nok er i havn og se byen, landskabet og måske nyde en særlig 0,5 promilles hyggetur i dagens anledning.

Men, ikke desto mindre kan man da finde trøst ved, at man gør sit for at den vagtfri del af besætningen kan få lov til at holde fri og slappe af, og så kan man glæde sig over at man selv har fri dagen efter.

Det sjoveste vi har oplevet ombord, er stemningen, at være en del af besætningen og det fællesskab man har ombord. Da man kun har hinanden er det vigtigt at sammenholdet fungerer, og man kan ikke undgå at få et helt specielt forhold til de øvrige i besætningen.

Når alt dette er sagt, vil 3. deling gerne takke 2. besætning for en spændende og underholdende sejlads. Oplevelserne som at "stikke til søs" og den første spadseretilladelse gav en helt speciel stemning som aldrig bliver det samme som et "8-16 job".

Der har været meget at fortælle om senere hen, og mon ikke nogen af os har været fristet af at søge ind til søværnet efter denne sejlads.

Relevant information

http://www.forsvaret.dk/SOK


Pressekontakt


Firma

Søværnets Operative Kommando
Postboks 1483
8220 Brabrand, Danmark

  89 43 30 20

http://www.forsvaret.dk/SOK

Modtag nyheder fra Søværnets Operative Kommando på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater