02/06-09
-
Pressemeddelelse
Garvet nyhedshund i spidsen for SE og HØR
Det er en garvet nyhedsjournalist med solid ledererfaring, der overtager ansvaret for SE og HØR, når 54-årige Kim Henningsen sætter sig i chefredaktørstolen. Han lover, at det populære ugeblad også fremover vil gå til kanten - men glimtet i øjet vil blive lidt tydeligere.
Danmarks mest populære ugeblad om de kendte og kongelige, SE og HØR, har efter måneders grundig søgen fundet sin nye chef. Det bliver den 54-årige ledende redaktionschef på B.T. Kim Henningsen, der senest den 25. juni sætter sig i den varme stol. Han er en garvet nyhedsjournalist med mere end 30 års erfaring. De seneste 17 år har han været på B.T., heraf de sidste ca. 10 år som nyhedschef og ledende redaktionschef.
Kim Henningsen glæder sig til at skulle stå i spidsen for SE og HØR.
"Det er et drømmejob og en kæmpe udfordring på den positive måde. Som journalist har jeg altid haft ambition om at nå så mange læsere som muligt. Med flere end 800.000 ugentlige læsere og over 250.000 besøgende på nettet er SE og HØR et af landets absolut mest populære medier. Samtidig har læserne enormt høje forventninger, og jobbet er jo kendt for at være øretævernes holdeplads, så det er også med en vis portion ydmyghed, jeg starter på mit nye job," siger han.
Kim Henningsen har ingen planer om at ændre afgørende på den redaktionelle linje på det populære ugeblad, der også fremover vil indeholde klassisk kritisk og underholdende journalistik om de kendte og kongelige.
"SE og HØR er kendt for at gå til kanten og kompromisløst levere de nyheder om de kendte og kongelige, som man ikke finder andre steder. Det vil vi fortsat gøre - på en frisk måde og med et glimt i øjet. Vores forhold til de kendte er ligesom vores læseres: Vi kan godt lide dem, og vi er nysgerrige efter at vide mere om, hvordan de er bag facaden, og derfor vil vi også fremover dække både deres op- og nedture," siger Kim Henningsen.
Jagten på en ny chefredaktør til SE og HØR har stået på siden november 2008, hvor chefredaktøren gennem seks år, Henrik Qvortrup, forlod bladet for at blive politisk redaktør på TV2.
Pål Thore Krosby, administrerende direktør i Aller Press, der udgiver SE og HØR, er glad for at have fundet en kompetent arvtager, der har præcis de egenskaber, jobbet kræver.
"Det kræver tre ting at være en god chefredaktør for SE og HØR: Man skal have en stærk fornemmelse for, hvad der rører sig blandt danskerne, man skal være en fantastisk dygtig og erfaren journalist, og så skal man være en dygtig leder. Kim kan sætte hak ved alle tre, og derfor er jeg overbevist om, at SE og HØR med ham i spidsen vil udvide sin position som et af de absolut stærkeste produkter på bladhylden og på nettet," siger han.
Kim Henningsen er gift med tysk-fødte Katrin, 41 år. Sammen har de to børn, Kay på 9 år, og Tobias på 3. De bor på en landejendom med 10 tønder land jord ved Gilleleje i Nordsjælland omgivet af heste, høns, katte, kaniner - og den senest tilkomne, korthårs-collien Abby.
Relevant information
http://www.seoghoer.dk